fredag den 3. november 2017

"Valget" af Sarah Engell


Forlag: CarlsenPuls - Udgivet: 2017 - Sidetal: 352 - Sprog: Dansk 
Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls. 4/5 stjerner

"Hvor meget ville du ofre for at hjælpe en fremmed? 

18-årige Xenia er godt på vej til at blive frontfigur for Etisk Parti, hvor hun både kan få indfriet egne ambitioner og forhåbentlig gøre den forskel i verden, som hun brænder så meget for. Men da hun møder en lille pige, der er flygtet alene til Danmark, bliver hun sat i et svært dilemma, for det viser sig hurtigt umuligt at vælge både succes og samvittighed. Situationen spidser til, og tidspunktet, hvor hun må træffe et valg rykker tættere på."

Valget er den første bog jeg har læst af Sarah Engell, og jeg er så glad for at have stillet bekendtskab til hendes forfatterskab. Det er sjældent at jeg læser om politik i min læsning, men Sarah Engell gør det så gribende og velskrevet!

Valget er en politisk roman om 18-årige Xenia der har en stor drøm om at gøre karriere inden for politik, og redde verden. Midt i optakten til hendes store gennembrud møder Xenia en lille pige, Lilas, der er blevet smuglet til Danmark fra Syrien. Xenia balancerer sin politiske karriere, skole, veninder og familie på én gang. Derfor står hun også flere gange overfor nogle svære situationer, da hun gerne vil hjælpe alle men stadig holde på sine idealer. Xenia ser nemlig på de store perspektiver og brænder virkelig for sin sag. Hun har meget svært ved at forholde sig til sine medstuderendes ”små hverdagsproblemer”, når der er folk der dør i krig. Mest af alt vil Xenia bare gøre verden til et bedre sted.

Der var flere tidspunkter hvor at jeg blev frustreret over Xenias valg og handlinger, men jeg kunne sagtens forstå hendes grunde. Hun starter ud lidt naiv, men udvikler sig henover fortælling og indser at alting ikke er så ligetil.

"For mig er politik at forholde sig til verden," siger jeg. "Det er at ville noget, ikke bare med sit eget liv, men med vores fælles virkelighed."

Bogen er omkring de svære valg man kan blive nødt til at tage i livet. Valget var meget intens, nervepirrende og rørende. Jeg blev under læsningen flere gange frustreret og vred men der var også lykkelige øjeblikke. 
Valget var meget tankevækkende og fik mig til at stille spørgsmål til hvad jeg selv ville gøre, hvis jeg stod i Xenias situation.

"De sender bomber ned. Vi sender drømme op."

På trods af at Valget er en ungdomsroman vil jeg bestemt mene, at alle kan få noget ud af at læse bogen. Både unge og voksne. Engell har formået at skrive om et svært emne på en meget nuanceret måde. Der er både tale om krig, flygtninge, etik og udlændingepolitik. Der er ikke noget der er rigtigt eller forkert, der bliver ikke peget fingre af nogen.

Valget var en meget tankevækkende bog, som fik mig til at reflektere over verdenssituationen og min egen rolle i den.  Hvis i endnu ikke har læst Valget, er tiden helt oplagt til det, da der jo snart er kommunalvalg. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar