fredag den 10. april 2020

"En af os dræber" af Karen M. McManus


Org. titel: One of Us is Next - Forlag: CarlsenPuls - Udgivet: 2020 - Sidetal: 384 - Sprog: Dansk - Org. sprog: Engelsk
Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls - 4/5 stjerner

Du kan læse min anmeldelse af McManus' første bog, En af os lyver, her

"Kom nu, Bayview, I ved, I har savnet det.
Det er et år siden, Simon døde, og et år siden, at Bayview-firkløveret blev renset for alle anklager, og i tiden der er gået, har der ikke manglet nye sladderaps på Bayview High. Men ingen har kendt folks hemmeligheder lige så godt som Simon.
Indtil nu.
Denne gang er det ikke en app. Det er en leg. Sandhed eller konsekvens.
Phoebe er det første offer. Hvis du vælger ikke at lege med, afslører gamemasteren en hemmelighed. Og Phoebes er mørk.
Maeve er den næste, og hun burde vide bedre: Vælg altid 'konsekvens'.
Da det bliver Knox' tur, er konsekvenserne blevet dødelige.
Simon er væk, men nogen er fast besluttet på at føre hans arv videre. Og denne gang er der et helt nye spilleregler.

Den længe ventede fortsættelse til bestselleren En af os lyver tager os tilbage til Bayview. Til helt nye karakterer og et helt nyt, dødeligt mysterium. Men også til både Bronwyn, Nate, Addy og Cooper."

En af os dræber er fortsættelsen til Karen M. McManus’ bestseller, En af os lyver.

I fortsættelsen befinder vi os stadig i samme univers, i Bayview, og det begynder med at det andet dødsfald på under 18 måneder finder sted. Et år efter Simons død, dukker der en ny leg op. Flere studerende har prøvet at kopiere Simons idé, men alle er stoppet efter kort tid. Denne gang er det dog anderledes, da der er dukket et nyt sms-system op med legen Sandhed og Konsekvens. Beskeder bliver sendt ud til eleverne på Bayview High der opfordrer til Sandhed eller Konsekvens, og det ødelægger langsomt hovedpersonernes liv. Sandheder bliver udleveret, og konsekvenser bliver udført, og før de ved at det, har konsekvenserne alvorlige følger.

En af os dræber følger vi high school eleverne Maeve, Knox og Phoebe. 
Maeve er tredjeårselev på Bayview High, og er samtidig Bronwyns søster, som vi fulgte i En af os lyver. Maeve har haft leukæmi, og er mærket af dette, og ved derfor ikke hvad hun vil med fremtiden. Knox er Maeves bedst ven, har en stor søskendeflot og kæmper med ikke at føle at han lever op til sine forældres, og især farens, forventninger og krav. Phoebe har mistet sin far i en ulykke, og er den første til at blive udsat for legen Sandhed og Konsekvens, hvilket har store konsekvenser for hendes og hendes søsters, Emma, forhold.


""Bayview er så anderledes uden Simon, men stadig er det ... det samme. Forstår I, hvad jeg mener?" mumler hun lavt, så det kun er Knox og mig, der kan høre hende. "Det er ikke ligefrem, fordi folk blev sødere, da chokket først lagde sig. Vi har bare ikke About That til at holde styr på, hvem der har opført sig dårligt, og hvornår.""


Da historien stadig foregår i Bayview, går den gamle Bayview-firkløver med Addy, Cooper, Bronwyn og Nate igen. Det var sjovt at genbesøge de gamle hovedpersoner fra En af os lyver, selvom de mest var i baggrunden. Historien handler ikke om dem, men da de er med som familie og venner, gør det historien genkendelig.

Selvom universet er genkendeligt, var der stadig lidt mange navne at holde styr på i starten. Her har McManus dog heldigvis lavet en ”kontaktliste” forrest i bogen, som man kan slå op i, hvis man vil se hvem der hedder hvad, og hvad deres relationer er til hinanden, hvilket var en stor hjælp i starten.
Kapitlerne er delt op mellem Maeve, Phoebe og Knox, og man vænner sig hurtigt til strukturen, især hvis man har læst En af os lyver først.

En af os dræber er en medrivende fortsættelse, der gennem rigelige mængder af mysterier, hints og spænding, gør det svært at lægge bogen fra sig, når man først er startet.  
Jeg var endnu mere investeret i En af os dræber end En af os lyver, på grund af selve mysteriet i bogen og alle de mange hints og begivenheder der skete undervejs, som fangede mig endnu mere.
En af os dræber er en pageturner fyldt med mordmysterier i et highschool format. Bogen er fyldt med mysterier, men omhandler også sygdom, kærlighed og meget andet. Hvis du var vild med En af os lyver, og elsker drama, mysterier og mord, er En af os dræber lige noget for dig.