mandag den 29. august 2016

"Vildhunden & panteren" af Sidsel Sander Mittet

 Org. titel:  Vildhunden & panteren, Morika 2 – Forlag: Forlaget Facet – Udgivet: 2015 – Sidetal: 335 – Sprog: Dansk 

Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet. 4/5 stjerner

”Korau, Eshri og deres venner er ankommet til Modstandslejren. Men selvom det er rart endelig at kunne føle sig tryg, er alt ikke, som de havde drømt om. Zaak har forladt dem, Oryndros styrke vokser og Aubr er stadig ikke reddet. Snart må Eshri og Korau træffe et valg. Skal de stiltiende acceptere tingenes tilstand eller sætte sig op mod dem, der tidligere var deres venner? Skal de blive i sikkerhed eller kæmpe for det, de tror på?”

Vildhunden & Panteren er anden bog i Morika-trilogien af Sidsel Sander Mittet.

Efter at have læst Rent blod var jeg meget spændt på at læse om Vildhunden & panteren ville blive lige så god som etteren. 
Og sikke en fortsættelse det var! Vildhunden & panteren skuffede bestemt ikke. Bogen led ikke af at være en toer og var mindst lige så spændende som etteren, og i min optik endnu bedre. 

Handlingen fortsætter dér hvor at Rent blod sluttede. Da vennerne kommer til modstandslejeren som er ledet af Eshris storebror Raesh, tror de at de er i sikkerhed fra Oryndro og forbereder derfor deres kamp mod Oryndro. De finder dog hurtigt ud af, at Raesh er en hård leder som har hilaer som slaver i lejren. Eshri beder sin bror om at få frifundet hilaerne og redde Aubr, men det vil Raesh ikke høre om. Da Raesh indsætter en retssag mod Oryn og Zaak, indser vennerne at de ikke længere er sikre i lejren, og de er nødt til at vælge side. Hvem kan de virkelig stole på, hvem er deres venner. De vil samtidig stadig gerne kæmpe mod Oryndro og finde Aubr, og det hele bliver blandet sammen og det får store konsekvenser for dem.

”Der var meget, jeg ikke kunne tale med ham om. Han fattede ikke det med hilaerne, og jeg ville aldrig kunne fortælle ham, at jeg skyldte en hila mit liv, ligesom han heller aldrig ville kunne forstå min angst, dengang jeg var fange. Til tider tvivlede jeg på, om han overhovedet havde opfattet, hvorfor vi kæmpede mod Oryndro. Det var kampen alene, han var interesseret i.”
  
Jeg kom til at holde mere af karaktererne og jeg blev ikke i så høj grad irriteret på dem og deres valg. Især Eshri, Korau, Oryn og Zaak udviklede sig alle sammen meget igennem bogen, både på godt og ondt. Eshri og Korau blev mere menneskelige og troværdige som fortællere, hvilket jeg manglede lidt i den første bog. Vennerne var mere modne og kæmpede for en sag der var større end dem selv. Eshri var ikke i så høj grad den naive pige mere, og Korau tørstede ikke længere efter krig og kamp for sjov skyld.
Mittet beskriver godt konsekvenserne af krig, og bogen er på mange måder mere dyster end den forrige. De unge, såvel som de gamle, er mærket af deres egne handlinger og de ting som ”krigen” har ført med sig. De får traumer, paranoia og frygt. Hovedpersonernes venskab bliver virkelig sat på prøve under disse forhold, hvilket Mittet fint får beskrevet med både gode og dårlige konsekvenser. 
Noget af det jeg synes var meget positivt og realistisk ved bogen var, at de forskellige personer måtte træffe forskellige valg som havde konsekvenser for dem, og der var ikke nogen der kun var gode eller onde. De er mere komplicerede end det, og det kunne jeg godt lide.

Udover vennegruppen bliver vi også introduceret til flere hilaer (nogle har man allerede set i 1’eren) som nu er de blevet mere personlige. Det var spændende at se de andre folkefærd og hvordan deres kultur, historie og ageren var - også mod de andre kulturer. Ikke kun hilaerne bliver beskrevet mere, Mittet udvider også universet mere undervejs i fortællingen. Både lande og fælles konflikter bliver fortalt, og de nye informationer om universet, holder læserens nysgerrighed.

Vildhunden & panteren var meget spændende og i min optik endnu bedre end etteren. Bogen er fuld af aktion, kærlighed, venskab, angst, krig og splid. Selvom at bogen er fyldt med aktion har Mittet også fokus på dramatikken, kærligheden og forholdet mellem vennerne, som virkelig bliver sat på prøve.
Endnu engang har Mittet skrevet en fantasifuld fantasyfortælling som drager én ind i hendes univers, og jeg kan ikke vente med at læse den sidste bog i Morika-trilogien. 

lørdag den 27. august 2016

Louisiana Literature 2016



Jeg drog igen i år mod Humlebæk for at deltage i museet Louisianas litteratur festival. Jeg har været afsted to gange før, for nogle år tilbage. De to forrige gange var succeser, og jeg var derfor spændt på om denne gang ville leve op til mine forventninger. Festivallen foregik fra torsdag til søndag i sidste uge (uge 33). 

Jeg havde på forhånd købt forfatternes bøger, og deltog på festivallens første dag, torsdag. Jeg havde kun et punkt på mit program og det var at se en oplæsning med 3 forfattere. Oplæsningen var med forfatterne Nell Zink, Chigozie Obioma og Hanya Yanagihara.  Jeg havde hjemmefra glædet mig meget til at se og høre Obioma og Yanagihara, da jeg vidste at deres bøger "The Fishermen" og "A Little Life" havde været nomineret til fine bogpriser. Nell Zink havde jeg aldrig hørt om før arrangementet, men hun overraskede mig positivt med hendes humor. Til oplæsningen fortalte forfatterne ikke så meget om deres bøger, det var mere en mulighed for at høre et afsnit fra deres bøger, og se dem. Bagefter fik jeg mine bøger signeret af Obioma og Yanagihara som begge var meget søde og venlige, og jeg var noget starstruck. 

Om fredagen havde jeg planlagt flere ting, men disse planer blev ændret i sidste øjeblik da Ali Smith desværre aflyste, og jeg kom derfor (igen) ikke til at høre hende. Ali Smith var hovednavnet på mit program. 
Jeg så den norske forfatter Karl Ove Knausgård, som jeg længe har været nysgerrig på at høre. Jeg har endnu ikke læst hans bøger, men jeg ved at han er meget populær. Og det var han skam også! Der var mange mennesker der ligesom mig, gerne ville høre Knausgård, og jeg fik derfor en siddeplads uden for synsvidde. Det gjorde dog ikke noget da vejret var rigtig godt, og jeg sad og nød den smukke udsigt over Hven, mens at jeg hørte Knausgård fortælle om sin nyeste bog "Om foråret".  Efter Knausgårds interview fik jeg min bog signeret, og det var tydeligt at se, at han var meget populær med den lange kø som dannede sig bag mig.
Lige efter Knausgård skulle Nell Zink interviewes på samme scene. Eftersom at jeg havde hørt hende aftenen forinden, besluttede jeg mig for at jeg ville høre hende tale om sin bog ”Mislaid”. Det var en meget spontan beslutning, men det er også dét jeg så godt kan lide ved festivallen. Der foregår hele tiden noget rundt omkring som man kan se, og man får derfor også stiftet bekendskab til nye forfattere som man måske aldrig har hørt om før. Dette var tilfældet for mig med Nell Zink. Hun var meget sjov, lidt grov og sagde tingene som hun mente at de var. Hun kom ind på de homoseksuelle (som også bogen handler om: En homoseksuel mand og kvinde bliver gift og får børn) og de sorte i syden i USA. Det var meget morsomt at høre hende tale om hendes bog, men det var også meget tankevækkende, da hun også kom ind på emner som racisme, regeringen og kritiserede hvordan at nogle ting fungerer i USA i dag. 
Planen var derefter at jeg skulle have hørt Hanya Yanagiharas interview men mine planer blev lavet om. Jeg så derfor Yanagihara i mandags i Politikens Boghal, som dog intet havde med festivallen af gøre. Her fortalte hun om hvordan det var at skrive om en gruppe drengevenner, og hvordan mandlige venskaber er på en bestemt nåde, og at de ikke kan udtrykke sig på samme måde som kvinder kan. Det var spændende at høre hende tale om bogen "Et lille liv" og jeg kan ikke vente med at læse den!

Det var alt i alt et par rigtig gode dage og jeg er glad for at jeg tog af sted. Selvom at jeg har været afsted to gange før, overrasker det mig lige meget hver gang hvor hyggeligt arrangementet er. Man nyder stille og roligt de spændende interviews, udsigten og den fantastiske beliggenhed. Jeg er vild med at jeg hver gang jeg har været afsted, får jeg stiftet bekendtskab med nye forfattere. 

tirsdag den 9. august 2016

"Rent blod" af Sidsel Sander Mittet

Org. titel: Rent blod, Morika 1 – Forlag: Forlaget Facet – Udgivet: 2015 – Sidetal: 322 – Sprog: Dansk –


Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet. 4/5 stjerner

”På skoleøen Raudra undervises krigerlærlingen Korau og visdomslærlingen Eshri i Morikas idealer for fred og tolerance. Deres fremtid ligger fast. Men i det skjulte arbejder stærke kræfter på at vende tilbage til tidligere tiders adelsvælde.
Snart befinder Eshri, Korau og deres venner sig midt i en kamp for et samfund, de altid har taget for givet. 
Spørgsmålet er imidlertid om samfundet overhovedet er værd at kæmpe for?
 Eshri og Korau opdager snart, at intet er, som de troede…”

Rent blod er den første bog i trilogien Morika som er skrevet af Sidsel Sander Mittet. Bogen foregår i landet Morika som er bygget op på fred og tolerance. Universet som Sidsel Sander Mittet har skabt er opfindsomt og gennemtænkt. Der er forskellige folkefærd, politiske problemstillinger og så er der meget forhistorie som vi ikke kender til endnu.

Historien handler om vennegruppen Eshri, Moe, Korau, Aubr, Drur og Oryn, der som 12-årige bliver sendt ud til øen Raudra for at lære om Morikas historie om tolerance og fred. Historien starter da den eneste pige i gruppen, Eshri, på nu 15 år, vender tilbage til Raudra efter at have været til en begravelse på fastlandet. På fastlandet overhører hun nogle ting som forundrer og skræmmer hende. Da hun kommer tilbage til øen prøver hun at dele hvad hun har hørt til sine venner, men allerede dér er der begyndt at ske ting og sager på øen. 

”Alle unge i Morika blev bragt til Raudra, den sommer de fyldte tolv, og blev først lukket ud, når de som sekstenårige trådte ind i de voksnes rækker. De fire år, man tilbragte på Raudra, gik med at høre om Morikas traditioner for fred, tolerance og demokrati, mens man stod i lære i et af øens syv huse.”

Kapitlerne er delt mellem Eshri og Korau, som  på skift fortæller. De er to modsætninger og man ser derfor også situationerne fra to forskellige vinkler. Eshri er fra Visdommens hus og er meget uskyldig og naiv, hvor at Korau er fra Kampens hus og er derfor meget grov og voldelig. Eshri tror på ord, bøger og fred, hvorimod at Korau er meget praktisk anlagt og tror på at aktion og vold løser alting.

Undervejs i læsningen bed jeg mærke i vennegruppens konstante skænderier. De kommer ud i situationer som udfordrer og splitter dem, men jeg følte at skænderierne kom til at fylde lidt for meget i fortællingen. 
Karaktererne Eshri og Korau følte jeg var meget karikerende. Eshri er den eneste pige i gruppen og var beskrevet som uskyldig og naiv. De er alle sammen naive, hvilke der også er en grund til, men Eshris mange gispende udbrud var lidt for stereotypiske og unødvendige. Selvom at jeg følte at karakterne haltede lidt, ser jeg dog stadig et potentiale i dem og jeg er nysgerrig på at se, hvordan at de udvikler sig i de næste to bøger. 

Bogen omhandler blandt andet fremmedhad, racisme, homofobi, flygtninge, et korrupt magtstyre, mod og venskab. Historien rummer mange vigtige emner, og jeg synes især at striden mellem racer og klasser er godt beskrevet og vigtigt for historien. 

”De to derhenne har selv været fanget, er blevet behandlet som dyr på grund af deres hudfarve og deres overbevisning, og alligevel kalder de mig en grønhud. Bliver I aldrig klogere?”

Selvom at der var nogle elementer af sproget og karaktererne som haltede lidt, blev interessen alligevel vakt igen undervejs. Det er en aktionfyldt fantasyfortælling fyldt med venskab og politiske problemstillinger. Jeg ser meget frem til at læse mere om hvad der skal ske med karaktererne, og se hvordan at de udvikler i den næste bog i trilogien "Vildhunden & panteren". 

tirsdag den 2. august 2016

"Odinsbarn" af Siri Pettersen

Org. titel: Odinsbarn – Forlag: Høst & Søn – Udgivet: 2016 – Sidetal: 576 – Sprog: Dansk – Org. sprog: Norsk – 5/5 stjerner

"Forestil dig at mangle noget alle andre har. Noget som beviser, at du hører til i denne verden, noget så vigtigt, at uden det, er du ingenting: En pest, en myte - et menneske. 

Som 15-årig opdager Hirka, at hun er et odinsbarn - en haleløs råddenskab fra en anden verden. Foragtet. Frygtet. Og jaget. Hun aner ikke længere hvem hun er, og er tilmed på flugt fra sit liv. Men dette er kun begyndelsen, og Hirka er ikke den eneste råddenskab, der er kommet fra en anden verden, men måske den eneste, der ikke er kommet for at dræbe."

Odinsbarn er i den seneste tid dukket op på de sociale medier, og efter at den er blevet oversat til dansk, er den blevet meget synlig. Jeg besluttede mig derfor for, at tiden var inde til at se hvad den gik ud på. Da den blev lanceret i Danmark fandt jeg ud af, at Siri Pettersen har fået stor succes i Norge med sin Ravneringene-trilogi, og at de nu er begyndt at blive oversat til andre lande i norden og Europa. Handlingen lød spændende og jeg har faktisk ikke rigtig læst noget med nordisk mytologi/islæt før, og jeg var derfor meget spændt på at se hvad denne nordiske fantasy kunne byde på. 

Bogen var alt hvad jeg kunne håbe på, og mere til! Historien var spændende og karaktererne kunne man relatere til. 
Hovedpersonen i bogen, Hirka, er en vild, rødhåret pige som ikke er som alle andre.  I Ymslanda har alle ætlinge haler, men ikke Hirka. Hirka er haleløs.  Hirka får af vide som 15-årig at hun ikke er som de andre, og at alt hvad hun troede på, var en løgn. Hun har ingen hale fordi at hun er et odinsbarn, et mennskr, råddenskaben selv. 
I Ymslanda holder Rådet, som styrer landet, hvert år Ritualet hvor at unge på 15 år skal til en prøvelse. Til dette ritual skal de unge have testet hvor stærk Evnen er i dem og hvor gode de er til at favne. I Ym kan alle nemlig favne.
At favne kan beskrives som en energi, som flyder i jorden. De kan trække denne energi til sig og blive stærkere, bedre. Mens alle andre glæder sig til denne festdag, som bestemmer hvad de skal lave resten af deres liv, frygter Hirka den, fordi at hun ikke kan favne. Da Hirka får fortalt hvad hun er, begynder hun for alvor at undersøge hvordan at hun skal undgå Ritualet. Hun er meget frustreret og synes at det er meget uretfærdigt at hun skal jagtes, når hun jo ikke har gjort noget forkert. 

"Ritualet. 
Et kort øjeblik havde hun troet på sin egen plan. Troet, hun kunne lære. Blive som de andre og gå ubemærket gennem Ritualet. Hu havde taget fejl. Far havde hele tiden vidst, at det aldrig ville ske. De måtte flygte, og der var intet, Hirka kunne gøre. De måtte flygte. Leve et liv uden ro, rejse fra sted til sted."

Historien er på sin vis rå og mørk. Ingen af karaktererne er perfekte, der er noget råt og vildt ved dem alle sammen. Ikke nok med at karaktererne er rå og uperfekte, så er selve temaerne og emnerne i historien også rå. Der er både fremmedhad, racisme og et råddent magtstyre. 

Jeg var vild med mange af personerne i historien, og man kunne på sin vis, relatere til de fleste af dem. 
Der er den unge, vilde Hirka som i starten ikke virker bange for noget eller nogen. Hun er fræk men har alligevel også lært at skulle holde sig for sig selv. Hun lytter til sig selv og gør hvad der føles rigtigt. Selvom at hun er meget modig og selvstændig, er hun heller ikke bange for at spørge om hjælp. Hun er 15 år, og jeg synes at Siri er god til at gøre hende aldersvarende. Hun er ikke for moden, og heller ikke for umoden. Man kan som ældre læser stadig godt relatere til hende, uden at blive irriteret over hendes valg. Hirka får lidt en heltinderolle, men hun er også beskrevet meget realtisktisk. Det er ikke sådan at hun ligepludselig kan gøre ting som hun ikke kunne før, og hun er stadig sig selv.

Der er også den unge Rime som er tre år ældre end Hirka. Rime er en profeti og af An-Elderin slægten. Hans mormor er i Rådet og forventer at han tager over efter hende. Men Rime vil ikke være en del af Rådet. Han rejser væk i tre år, og vender tilbage som en anden. 
Ikke nok med at jeg er vild med de to karakterer, så er jeg også meget begejstret for deres forhold. De er to barndomsvenner som kommer fra to vidt forskellige sociale lag, og på trods af dette, er venner og konkurrenter. Jeg kan godt lide måden Siri Pettersen beskriver deres stærke venskab, og at forholdet ikke nødvendigvis bliver tvunget ud i et "voksent" kærlighedsforhold. Der er ikke noget der føles tvunget eller forkert.

Historien foregår i Ymslanda og er meget præget af det nordiske miljø. Navnene lyder nordiske og naturen er beskrevet med bjerge og en rå natur.  Det foregår i hvad jeg forestiller mig som vikingetiden. Der bliver både talt om ravne, Odin og andre mytologiske væsener. Det er dog vigtigt lige at pointere at det ikke er nordisk mytologi som sådan der bliver brugt i bogen. Ja, ravne og odinsbarn bliver nævnt, men det er nærmere mytologi med nordisk islæt som bruges i historien. 

Siri Pettersens skrivetil er meget malerisk, og man bliver virkelig suget ind i historien når hun for eksempel beskriver naturen i Ymslanda. 

"De næste dage slap sommeren grebet. Det blev køligere, og insekterne slog sig til ro. Elveroa flød over af søde, modne bær. Skibene fra Kleiv begyndte at lægge til, andre kom helt fra Klo længst sydpå i de elleve riger og var lastet til randen med tørret frugt, krydderier, glas og stentøj. Vogne kom med årets anden sortering af modnet te fra Andrakar og urter fra Brekka."

Fortællingen går ikke hurtig frem, men det gjorde personligt ikke noget. Der sker noget hele tiden. Det er et stort univers Siri har skabt, og derfor går der også noget tid med at bygge verdenen og historien op. Man kommer ind i verdenen og lærer lige så stille karaktererne og deres historier at kende. 
Kapitlerne er bygget op efter personer. I det ene kapitel er det én person man læser om, og i det næste kapitel kan det så være en anden person man følger. Det er ikke forvirrende, da kapitlerne hænger sammen og bærer historien videre. 
Bogen er meget veludført. Det må have krævet et enormt arbejde at skabe en hel verden med et kort og en detaljeret beskrevet natur. Hun har skabt et meget overbevisende magtsyre og religion, som har fortællinger som går tilbage i tiden. Al denne enorme historik og baggrunds arbejde styrker historien og gør den meget mere detaljeret og overbevisende. 

Historen er god og velskrevet, og jeg synes at Hirka som karakter er vigtig. Hun er modig men kan stadig godt blive bange og bede om hjælp. Hun er en helt almindelig pige. Jeg synes at hun er en rigtig sej karakter, og jeg tror at mange læsere i en eller anden grad, ville kunne identificere med hende, og det synes jeg er vigtigt. 

Jeg er meget begejstret for Odinsbarn og jeg kan ikke vente med at fortsætte trilogien. 
Bogen tog fat om emner som stadig er meget relevante. Den handlede om magt, kærlighed og om det at være anderledes og ikke passe ind. 
Det er en af de bedste bøger jeg har læst i år, og jeg vil bestemt anbefale den til alle.
Med den slutning som bogen har, kan jeg slet ikke vente med at fortsætte historien om Hirka og Rime og hele Ymslanda. 

(2. bog i trilogien udkommer til efteråret.)