onsdag den 26. februar 2020

"Den besatte konge" (King of Scars #1) af Leigh Bardugo

Org. titel: King of Scars - Forlag: CarlsenPuls - Udgivet: 2019 - Sidetal: 450 - Sprog: Dansk - Org. sprog: Engelsk
Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls - 4/5 stjerner

"Nikolai Lantsov er en hemmelighedsfuld prins. Ingen kender til de rædsler, han gennemgik under borgerkrigen i hans land, og han har ingen planer om at afsløre dem for nogen. Hans land er truet af fjender udefra, og Nikolai er tvunget til at søge nye alliancer, da en voksende trussel mod den svækkede grishahær nærmer sig.
Men Nikolai kæmper selv med en mørk magi, der spreder sig inden i ham dag for dag, og som truer med at tilintetgøre alt det, han har kæmpet for. I et forsøgt på at overvinde sine indre dæmoner, tager Nikolai ud på en farefuld rejse i Ravka, for at destruere de onde kræfter i ham.
Han vil ofre alt for at redde sit land og sig selv. Men nogle hemmeligheder bør forblive hemmelige, og nogle sår kan aldrig heles."  

I Den besatte konge følger vi historien om Nikolai, Nina og Zoya efter borgerkrigen mod Mørkningen i Grisha-trilogien, og hændelserne i Six of Crows-duologien.

Nikolai døjer med efterfølgerne fra krigen, hvor Mørkningen lagde en forbandelse over ham. Om natten bliver han til et monster, og samtidig skal han som konge forsøge at genvinde respekt som den unge konge i Ravka han er.  Nina har i historien fået til mission at redde grishaer, imens Zoya hjælper Nikolai med at fungere som konge med forbandelsen, i en urolig tid.  Zoya har et mål om at lede grishaerne og lave en grishahær der er større end Mørkningens, da hun har en stor vrede til det Mørkningen gjorde i Grisha-trilogien.
Nikolais forbandelse bliver være, en kult er begyndt at vokse frem, og Nikolai vil vise folket at han er den rette til at bringe Ravka op til sin storhed igen. Samtidig er der ulmende konflikter mellem de andre lande, og der sker mystiske hændelser rundt omkring. Deres mission bliver at redde Nikolai, og redde Ravka fra de mystiske hændelser og politiske uroligheder.

Noget jeg synes var fedt ved Den besatte konge var, at der var så mange referencer til Leigh Bardugos andre bøger i Grishaverse. Der var både referencer til Six of Crows-duologien, men også karakterer og begivenheder som skete i Grisha-trilogien, hvor man fulgte Alina Starkov. Bardugo har formået at skrive det på sådan en måde, at der bliver skabt en god sammenhæng og forbindelse til de tidligere bøger, og hun får på denne måde også udvidet universet endnu mere. Alle referencer gjorde historien mere ”hjemlig”, da mange af de karakterer jeg kunne lide i Bardugos tidligere bøger, kom igen, og det var skønt at læse mere om dem. Det skal noteres, at selvom det ikke er et krav at læse de andre bøger i Bardugos univers, inden man læser denne, vil jeg helt klart anbefale det. Der er en del referencer og tidligere begivenheder som ellers ikke giver mening, som ellers ville give kontekst til denne historie. Det bidrager og styrker læseoplevelsen at have læst de andre bøger.

Bogens kapitler er inddelt mellem Nikolai, Nina, Zoya og Isaak. At kapitlerne skiftede mellem disse karakterer hele tiden, fungere fint. Det gav en god dynamik til læsningen, og gav flere vinkler på de samme situationer. Det blev ikke på noget tidspunkt forvirrende i læsningen.
Jeg følte dog ikke helt at Ninas historie hang sammen med Nikolai og Zoyas. Jeg er vild med Nina som karakter, men det var som om historien var ”for stor” til at blive delt med Nikolais i denne bog. Den var spændende og kunne sagtens have været sin egen fortælling, men måske Ninas historie giver mere mening og sammenhæng i fortsættelsen.  

Den besatte konge er en spændende fortælling, hvor Bardugo endnu engang dykker ned i Grisha-universet, og giver os lov til at nyde de mange skønne karakterer og masser af action. Det er en dyster historie fyldt med spænding, vold og monstre. Bardugo viser glimrende hvordan at de alle har deres problemer og monstre at kæmpe med. Det er karakterer der er uperfekte, som både har gode og dårlige sider, hvilket er det der gør historien interessant. Selvom bogen startede lidt langsomt, er det en bog man hurtigt bliver investeret i, på grund af de mange plottwists og al den action. Bogens afslutning fik én til at sidde tilbage med et meget stort ønske, om at kunne læse videre i fortsættelsen lige med det samme.
Hvis du er vild med Leigh Bardugo’s Grishaverse, er Den besatte konge lige noget for dig!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar