"Odinsbarn" af Siri Pettersen

Org. titel: Odinsbarn – Forlag: Høst & Søn – Udgivet: 2016 – Sidetal: 576 – Sprog: Dansk – Org. sprog: Norsk – 5/5 stjerner

"Forestil dig at mangle noget alle andre har. Noget som beviser, at du hører til i denne verden, noget så vigtigt, at uden det, er du ingenting: En pest, en myte - et menneske. 

Som 15-årig opdager Hirka, at hun er et odinsbarn - en haleløs råddenskab fra en anden verden. Foragtet. Frygtet. Og jaget. Hun aner ikke længere hvem hun er, og er tilmed på flugt fra sit liv. Men dette er kun begyndelsen, og Hirka er ikke den eneste råddenskab, der er kommet fra en anden verden, men måske den eneste, der ikke er kommet for at dræbe."

Odinsbarn er i den seneste tid dukket op på de sociale medier, og efter at den er blevet oversat til dansk, er den blevet meget synlig. Jeg besluttede mig derfor for, at tiden var inde til at se hvad den gik ud på. Da den blev lanceret i Danmark fandt jeg ud af, at Siri Pettersen har fået stor succes i Norge med sin Ravneringene-trilogi, og at de nu er begyndt at blive oversat til andre lande i norden og Europa. Handlingen lød spændende og jeg har faktisk ikke rigtig læst noget med nordisk mytologi/islæt før, og jeg var derfor meget spændt på at se hvad denne nordiske fantasy kunne byde på. 

Bogen var alt hvad jeg kunne håbe på, og mere til! Historien var spændende og karaktererne kunne man relatere til. 

Hovedpersonen i bogen, Hirka, er en vild, rødhåret pige som ikke er som alle andre.  I Ymslanda har alle ætlinge haler, men ikke Hirka. Hirka er haleløs.  Hirka får af vide som 15-årig at hun ikke er som de andre, og at alt hvad hun troede på, var en løgn. Hun har ingen hale fordi at hun er et odinsbarn, et mennskr, råddenskaben selv. 

I Ymslanda holder Rådet, som styrer landet, hvert år Ritualet hvor at unge på 15 år skal til en prøvelse. Til dette ritual skal de unge have testet hvor stærk Evnen er i dem og hvor gode de er til at favne. I Ym kan alle nemlig favne.

At favne kan beskrives som en energi, som flyder i jorden. De kan trække denne energi til sig og blive stærkere, bedre. Mens alle andre glæder sig til denne festdag, som bestemmer hvad de skal lave resten af deres liv, frygter Hirka den, fordi at hun ikke kan favne. Da Hirka får fortalt hvad hun er, begynder hun for alvor at undersøge hvordan at hun skal undgå Ritualet. Hun er meget frustreret og synes at det er meget uretfærdigt at hun skal jagtes, når hun jo ikke har gjort noget forkert. 

"Ritualet. 

Et kort øjeblik havde hun troet på sin egen plan. Troet, hun kunne lære. Blive som de andre og gå ubemærket gennem Ritualet. Hu havde taget fejl. Far havde hele tiden vidst, at det aldrig ville ske. De måtte flygte, og der var intet, Hirka kunne gøre. De måtte flygte. Leve et liv uden ro, rejse fra sted til sted."

Historien er på sin vis rå og mørk. Ingen af karaktererne er perfekte, der er noget råt og vildt ved dem alle sammen. Ikke nok med at karaktererne er rå og uperfekte, så er selve temaerne og emnerne i historien også rå. Der er både fremmedhad, racisme og et råddent magtstyre. 

Jeg var vild med mange af personerne i historien, og man kunne på sin vis, relatere til de fleste af dem. 

Der er den unge, vilde Hirka som i starten ikke virker bange for noget eller nogen. Hun er fræk men har alligevel også lært at skulle holde sig for sig selv. Hun lytter til sig selv og gør hvad der føles rigtigt. Selvom at hun er meget modig og selvstændig, er hun heller ikke bange for at spørge om hjælp. Hun er 15 år, og jeg synes at Siri er god til at gøre hende aldersvarende. Hun er ikke for moden, og heller ikke for umoden. Man kan som ældre læser stadig godt relatere til hende, uden at blive irriteret over hendes valg. Hirka får lidt en heltinderolle, men hun er også beskrevet meget realtisktisk. Det er ikke sådan at hun ligepludselig kan gøre ting som hun ikke kunne før, og hun er stadig sig selv.

Der er også den unge Rime som er tre år ældre end Hirka. Rime er en profeti og af An-Elderin slægten. Hans mormor er i Rådet og forventer at han tager over efter hende. Men Rime vil ikke være en del af Rådet. Han rejser væk i tre år, og vender tilbage som en anden. 

Ikke nok med at jeg er vild med de to karakterer, så er jeg også meget begejstret for deres forhold. De er to barndomsvenner som kommer fra to vidt forskellige sociale lag, og på trods af dette, er venner og konkurrenter. Jeg kan godt lide måden Siri Pettersen beskriver deres stærke venskab, og at forholdet ikke nødvendigvis bliver tvunget ud i et "voksent" kærlighedsforhold. Der er ikke noget der føles tvunget eller forkert.

Historien foregår i Ymslanda og er meget præget af det nordiske miljø. Navnene lyder nordiske og naturen er beskrevet med bjerge og en rå natur.  Det foregår i hvad jeg forestiller mig som vikingetiden. Der bliver både talt om ravne, Odin og andre mytologiske væsener. Det er dog vigtigt lige at pointere at det ikke er nordisk mytologi som sådan der bliver brugt i bogen. Ja, ravne og odinsbarn bliver nævnt, men det er nærmere mytologi med nordisk islæt som bruges i historien. 

Siri Pettersens skrivetil er meget malerisk, og man bliver virkelig suget ind i historien når hun for eksempel beskriver naturen i Ymslanda. 

"De næste dage slap sommeren grebet. Det blev køligere, og insekterne slog sig til ro. Elveroa flød over af søde, modne bær. Skibene fra Kleiv begyndte at lægge til, andre kom helt fra Klo længst sydpå i de elleve riger og var lastet til randen med tørret frugt, krydderier, glas og stentøj. Vogne kom med årets anden sortering af modnet te fra Andrakar og urter fra Brekka."

Fortællingen går ikke hurtig frem, men det gjorde personligt ikke noget. Der sker noget hele tiden. Det er et stort univers Siri har skabt, og derfor går der også noget tid med at bygge verdenen og historien op. Man kommer ind i verdenen og lærer lige så stille karaktererne og deres historier at kende. 

Kapitlerne er bygget op efter personer. I det ene kapitel er det én person man læser om, og i det næste kapitel kan det så være en anden person man følger. Det er ikke forvirrende, da kapitlerne hænger sammen og bærer historien videre. 

Bogen er meget veludført. Det må have krævet et enormt arbejde at skabe en hel verden med et kort og en detaljeret beskrevet natur. Hun har skabt et meget overbevisende magtsyre og religion, som har fortællinger som går tilbage i tiden. Al denne enorme historik og baggrunds arbejde styrker historien og gør den meget mere detaljeret og overbevisende. 

Historen er god og velskrevet, og jeg synes at Hirka som karakter er vigtig. Hun er modig men kan stadig godt blive bange og bede om hjælp. Hun er en helt almindelig pige. Jeg synes at hun er en rigtig sej karakter, og jeg tror at mange læsere i en eller anden grad, ville kunne identificere med hende, og det synes jeg er vigtigt. 

Jeg er meget begejstret for Odinsbarn og jeg kan ikke vente med at fortsætte trilogien. 

Bogen tog fat om emner som stadig er meget relevante. Den handlede om magt, kærlighed og om det at være anderledes og ikke passe ind. 

Det er en af de bedste bøger jeg har læst i år, og jeg vil bestemt anbefale den til alle.

Med den slutning som bogen har, kan jeg slet ikke vente med at fortsætte historien om Hirka og Rime og hele Ymslanda. 

(2. bog i trilogien udkommer til efteråret.)