lørdag den 8. oktober 2016

Oktober TBR


September var en meget travl måned for mig, da jeg startede på universitetet i starten af september. Min læsemåned i september var derfor meget stille. Jeg begyndte bøger og lagde dem til side igen, da der hverken var tid eller overskud til dem. 

Nu er der dog ved at komme lidt rutine ind i min studiestart og hverdag, og jeg har derfor fundet nogle bøger frem som jeg rigtig godt kunne tænke mig at læse - og som inspirerer mig til at læse igen. Jeg er ikke gået efter noget bestemt tema for oktober måned, men bøgerne bærer alligevel præg af efteråret, og jeg er helt sikker på at de er perfekte her til de kolde og mørke efterårsdage. Jeg går ofte efter historiske romaner og fantasy i efteråret, da de på en eller anden måde bare passer så fint til sæsonen. 

"Ravnenes Hvisken" af Malene Sølvsten og "Outlander" af Diana Gabaldon er to af bøgerne som jeg allerede er startet på, men som jeg måtte lægge fra mig. De er begge to bøger som jeg har hørt så meget godt om, at jeg ikke kan vente med at fortsætte dem. 

"Råta" er anden bog i Siri Pettersens fantastiske Ravneringene-trilogi. Jeg var helt vild med "Odinsbarn", og jeg kan derfor ikke vente med at læse hvad der er sket med Hirka. Jeg har her den norske udgave, da jeg ikke kunne vente på den danske udgave - men jeg kan se, at den danske oversættelse bliver udgivet meget snart. 

"A Court of Mist and Fury" er anden bog i Sarah J. Maas' nyeste trilogi, og jeg var meget begejstret for den første bog "A Court of Thorns and Roses" - det er en genfortælling af skønheden og udyret blandet sammen med feer. 

Jeg er meget spændt på at dykke ned i alle syv bøger, selvom at jeg godt ved at jeg ikke kan nå at læse dem alle sammen!

Hvilke bøger har i planer om at læse her i oktober måned? Skal i læse nogle uhyggelige Halloween inspirerede bøger eller en hyggelig, varm bog?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar