torsdag den 23. juli 2020

"Burn" af Patrick Ness

Org. titel: Burn - Forlag: CarlsenPuls - Udgivet: 2020 - Sidetal: 392 - Sprog: Dansk - Org. sprog: Engelsk
Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls - 5/5 stjerner


"En kold søndag aften i 1957 står Sarah Dewhurst sammen med sin far foran en tankstation og venter på den drage, han har hyret til at hjælpe på farmen …
Sarah Dewhurst og hendes far er outsidere i deres lille hjemby, Frome. Omstændighederne tvinger dem til at hyre en drage til at hjælpe til på deres farm. Noget kun de allerfattigste må ty til. Drager bør ikke have en sjæl, men dragen Kazimir vækker Sarahs nysgerrighed, fordi den insisterer på at beskytte hende. For Kazimir ved noget, hun ikke ved. Han er ankommet til gården med viden om en profeti. En profeti, der involverer en snigmorder, en dragetilbedende kult, to FBI-agenter – og Sarah selv."

Patrick Ness' nyeste roman Burn er en spændende og anderledes fortælling som blander Den Kolde Krig, profetier, FBI-agenter og drager sammen i en hæsblæsende fortælling om krig og kærlighed. 


Burn foregår i Frome i USA i 1957, hvor hovedpersonen Sarah bor sammen med sin far på en farm. En aften ansætter de en drage til at hjælpe dem med at rydde en mark på farmen, hvilket ikke er velanset. Hurtigt finder Sarah ud af at dragen Kazimir er kommet med formålet om at fortælle hende, at Sarah er involveret i en profeti, som vil komme til at ændre hele verden. Samtidig følger vi Malcolm, der kommer fra en dragetilbedende kult i Canada, som er på en mission der omhandler samme profeti som Sarah er involveret i. Derudover følger vi agentparret Agent Woolf og Agent Dernovich, som undersøger en sag der involverer drager og dræbte agenter, i en tid hvor drager og mennesker ellers har indgået en aftale om at leve i fred sammen. Disse historier bliver langsomt gennem bogen viklet ind i hinanden til én større fortælling. 

Patrick Ness formår at skabe en udsædvanlig verden, som på mange måder ligner vores egen verden i 1950'erne med usikkerheder og spændinger i forholdet mellem USA og Rusland, og med trusler om satellitter og atombomber. Forskellen er bare at man i denne verden har drager - ja du hørte rigtigt - drager! Drager er her lige så almindelig en del af denne verden som mennesker er. 

Denne blanding af mennesker, drager, FBI-agenter og en kult der tilbeder drager, var utrolig spændende og medrivende, og var alt det jeg slet ikke vidste at jeg behøvede i en bog!

Historien er fyldt med aktion og plot-twists, og der sker noget hele tiden. Som historien spidser til, bliver afsnittene og kapitlerne kortere, hvilket virkelig får en til at ville læse mere og mere. Bogen er struktureret ved at de forskellige kapitler og afsnit skifter mellem de forskellige karakterer. Disse forskellige synsvinkler understøtter hinanden og den overordnede fortælling, og bliver efter min mening ikke forvirrende. Ness får nemlig tydeliggjort de forskellige karakterer, så man kan skelne dem mellem hinanden. 

"Profetien antyder, at dette sted - og en pige, som er her - bliver vendepunktet i en krig, der kan ødelægge balancen helt og destruere os alle."

Udover drager og profetier, handler Burn også om tro og fanatisme, samt racisme og homofobi. Sarah er nemlig af blandet herkomst, og vennen Jason af japansk oprindelse, og netop på grund af deres baggrunde og hudfarver oplever de to at blive meget uretfærdigt behandlet i den lille by. Imens oplever Malcolm had mod sin seksualitet, og stiller spørgsmålstegn til sin egen tro, og kæmper derfor også med nogle udfordringer. 

Patrick Ness leverer endnu engang en kraftpræsation af en fortælling som på bedste vis blander problematikker fra den virkelige verden, sammen med eventyrlige elementer som drager og profetier. Ness er en af mine absolut yndlingsforfattere, og denne bog levede op til alle mine forventninger. 

Hvis du er til drager, mystiske kulter og FBI-agenter i én stor sammenblanding, som handler om et kapløb for at redde verden fra kaos og krig, så er denne læsning lige noget for dig. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar