Udgivet: 2018 - Sidetal: 208 - Sprog: Dansk
Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof
"I denne bog viser Louisa Lorang, hvordan du nemt skruer et billigt måltid sammen. Mange af opskrifterne er baseret på få ingredienser; de kan laves på relativt kort tid - og efterlader stort set ikke nogen opvask."
Kok, kogebogsforfatter, tv-kok og madskribent Louisa Lorang har lavet en kogebog rettet mod unge studerende og andre med små køkkener og stramme madbudgetter.
Kogebogen fokuserer på, hvordan at man nemt kan lave nogle billige og nemme måltider, med få ingredienser, der oveni købet ikke tager lang tid at lave, og ikke giver for meget opvask.
Louisa Lorang starter ud med, at komme med nogle tips til hvordan at man kommer godt i gang i køkkenet. Ved at være forberedt kan man nemt spare tid i køkkenet.
Kogbogen er inddelt i tre dele, alt efter hvor lang tid det tager at lave opskrifterne.
Det første afsnit hedder "Hurtig som en ninja", og er ifølge Louisa, mad der kan laves på 15 minutter, hvis man i øvrigt er forberedt inden. Andet afsnit hedder "Nemt og hurtigere end pizzabudet" og er mad der kan laves på 30 minutter. Tredje afsnit hedder "Slow down" og er mad der kan laves på plus 30 minutter. Alle disse tidsindelinger kan findes i en overskuelig indholdsfortegnelse, der nemt og hurtigt giver overblik over udvalget og kategorierne.
Kogebogen indeholder både kødretter, vegetariske retter og veganske retter, så der er noget for alle.
Kogebogen er fyldt med smukke og farverige madbilleder, der er en fryd for øjet, og som virkelig inspirerer én til at komme igang med at lave nogle lækre opskrifter.
Jeg har testet et par stykker af opskrifterne fra kogebogen, og de var alle meget nemme og overskuelige at følge. Louisa Lorang har lavet opskrifterne meget simple og pædagogiske.
Jeg forsøgte mig blandt andet med en klassisk flytte hjemmefra ret, nemlig pasta med kødsovs, som Louisa har lavet en udgave af der hedder "One pot bolo".
Instrukserne var simple og nemme at følge, og ingredienserne ligeså. Jeg tillod mig at lave lidt om i opskriften ved at skifte spaghetti ud med løs pasta, da det var hvad jeg havde, samt tilføje nogle ekstra grøntsager til retten.
Generelt vil jeg sige at opskrifterne er nemme og lækre, og de giver samtidig også mulighed for at man kan eksperimentere og bruge hvad der lige er i køkkenet, hvis der er en ingrediens man mangler, har man nok noget andet.
Jeg har personligt altid været vild med Louisas lækre opskrifter, og denne kogebog er ingen undtagelse. "Flytte hjemmefra kogebogen" er nem at gå i gang med, og opskrifterne er overskuelige og har inspireret mig til at prøve nye opskrifter af, og samtidig få nogle nye, gode madvaner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar