Org. titel: Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe - Forlag: CarlsenPuls - Udgivet: 2018 - Sidetal: 390 - Sprog: Dansk - Org. sprog: Engelsk
Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls - 4/5 stjerner
"Dante kan svømme. Det kan
Ari ikke. Dante er veltalende og selvsikker. Ari har det svært med ord og
tvivler på sig selv. Dante drømmer sig væk i poesi og kunst. Ari forsvinder i
mørke tanker om den bror, der sidder i fængsel. Dante er lys i huden. Ari er
meget mørkere. Man skulle tro, at en dreng som Dante ville være den sidste, der
kunne bryde de mure ned, som Ari har bygget om sig selv.
Men da Ari og Dante
mødes, sker der noget. De deler bøger, tanker, drømme, latter. De lærer
hinanden nye ord og begynder langsomt at omdefinere hinandens verden. Og de
opdager, at universet er et stort og besværligt sted."
"Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder" skrevet af Benjamin Alire Sáenz, var en virkelig skøn bog som fyldt med både lyd men også mørke. Det er faktisk en meget sommerlig bog, der foregår over flere somre, og den er derfor perfekt at læse nu, men også resten af året.
"Mest var jeg bare usynlig. Det passede mig nok bare bedst. Og så kom Dante."
Vi følger i bogen Aristoteles, der en sommerdag møder drengen Dante ved poolen, og hurtigt bliver venner. Vi følger de to venners forhold udvikle sig og testes, og deres vej til at blive unge mænd og at finde dem selv. Ari går i high school og han er derfor i en periode hvor at han prøver at lære sig selv at kende, samtidig med at han døjer med ensomhed og usikkerhed.
Ari bor alene med sin mor og far. Han har to ældre søstre som er flyttet ud, og en storebror som sidder i fængsel - og som aldrig nævnes, han eksisterer nærmest ikke, men Ari har ikke glemt ham. Ari har ingen venner og holder sig mest for sig selv. Ari holder inde på en masse vrede, og dette skyldes at han ikke kan tale om tingene. Hans far er krigs veteran og der bliver aldrig talt om tingene derhjemme. Dette resulterer i at Ari heller ikke taler om tingene, og ikke kommer ud med sine frustrationer. Han er derfor vred meget af tiden.
Dante er enebarn og har en helt anden familie end Ari. Hans forældre er meget mere åbne og Dante er derfor meget positiv, og på denne måde Aris modsætning. De to drenge er meget forskellige, men det er denne forskellighed der også binder dem sammen.
Historien foregår i El Paso og både Ari og Dante er mexicansk-amerikanere, hvilket fylder en del af handlingen. Det er ikke et emne jeg har læst om før, og derfor er jeg personlig glad for at få åbnet min horisont. Sáenz beskriver Ari og Dantes splittelse og frustation med at høre til i begge kulturer, og hvordan at dette nogengange kan være udfordrende. På den ene side føler de sig ikke mexicanske nok, og på den anden side føler de sig for mexicanske.
Bogen er drevet af Ari og Dantes forhold, så man skal ikke forvente en masse handling og aktion. Til gengæld føles Ari og Dante så virkelige! De var så kærlige at jeg ikke kunne andet end holde af dem. Begge karakterer er indviklede og komplekse og har en masse bagage med sig. De to drenges tætte venskab og udvikling er fokus i bogen, og det er en bog om at vokse op sammen og finder sig selv.
Sáenz behandler i bogen emnet homoseksualitet. Både hvordan at det er at være homoseksuel men også hvoran at det ikke altid accepteres, og andre gange er. Han skildrer både accepten men også konsekvenserne der kan være ved forståenhed.
"Jeg havde det, som om jeg var den mest fortvivlede dreng i universet. Sommeren var kommet, og sommeren var gået. Og verden var ved at gå under."
Noget andet som jeg er nødt til at påpege ved bogen, er Sáenz flotte sprog. Bogen er simpelthen skrevet så fint. Jeg kunne dvæle ved mange sætninger.
Jeg elskede det fine sprog, alle karakterne og historien. Det er en rigtig sød bog om kærlighed og om at finde sig selv. Om venskaber, at blive voksen og at finde kærlighed. Dog omhandler bogen også alvorlige emner så som homoseksualitet og hvordan man accepterer dette, men også om ensomhed, usikkerhed, forventninger og kultur. Historien er tankevækkende og det er en bog som på mange måder rørte mig, og jeg er sikker på at mange andre også kan relatere til den.
"Mest var jeg bare usynlig. Det passede mig nok bare bedst. Og så kom Dante."
Vi følger i bogen Aristoteles, der en sommerdag møder drengen Dante ved poolen, og hurtigt bliver venner. Vi følger de to venners forhold udvikle sig og testes, og deres vej til at blive unge mænd og at finde dem selv. Ari går i high school og han er derfor i en periode hvor at han prøver at lære sig selv at kende, samtidig med at han døjer med ensomhed og usikkerhed.
Ari bor alene med sin mor og far. Han har to ældre søstre som er flyttet ud, og en storebror som sidder i fængsel - og som aldrig nævnes, han eksisterer nærmest ikke, men Ari har ikke glemt ham. Ari har ingen venner og holder sig mest for sig selv. Ari holder inde på en masse vrede, og dette skyldes at han ikke kan tale om tingene. Hans far er krigs veteran og der bliver aldrig talt om tingene derhjemme. Dette resulterer i at Ari heller ikke taler om tingene, og ikke kommer ud med sine frustrationer. Han er derfor vred meget af tiden.
Dante er enebarn og har en helt anden familie end Ari. Hans forældre er meget mere åbne og Dante er derfor meget positiv, og på denne måde Aris modsætning. De to drenge er meget forskellige, men det er denne forskellighed der også binder dem sammen.
Bogen er drevet af Ari og Dantes forhold, så man skal ikke forvente en masse handling og aktion. Til gengæld føles Ari og Dante så virkelige! De var så kærlige at jeg ikke kunne andet end holde af dem. Begge karakterer er indviklede og komplekse og har en masse bagage med sig. De to drenges tætte venskab og udvikling er fokus i bogen, og det er en bog om at vokse op sammen og finder sig selv.
Sáenz behandler i bogen emnet homoseksualitet. Både hvordan at det er at være homoseksuel men også hvoran at det ikke altid accepteres, og andre gange er. Han skildrer både accepten men også konsekvenserne der kan være ved forståenhed.
"Jeg havde det, som om jeg var den mest fortvivlede dreng i universet. Sommeren var kommet, og sommeren var gået. Og verden var ved at gå under."
Noget andet som jeg er nødt til at påpege ved bogen, er Sáenz flotte sprog. Bogen er simpelthen skrevet så fint. Jeg kunne dvæle ved mange sætninger.
Jeg elskede det fine sprog, alle karakterne og historien. Det er en rigtig sød bog om kærlighed og om at finde sig selv. Om venskaber, at blive voksen og at finde kærlighed. Dog omhandler bogen også alvorlige emner så som homoseksualitet og hvordan man accepterer dette, men også om ensomhed, usikkerhed, forventninger og kultur. Historien er tankevækkende og det er en bog som på mange måder rørte mig, og jeg er sikker på at mange andre også kan relatere til den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar