fredag den 20. juli 2018

"Små påsatte brande" af Celeste Ng

Org. titel: Little Fires Everywhere - Forlag: Hr. Ferdinand - Udgivet: 2018 - Sidetal: 352 - Sprog: Dansk - Org. sprog: Engelsk 
Anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand - 4/5 stjerner 

"I Shaker Heights, Cleveland, er der styr på tingene. Vejene former et sirligt symmetrisk net, husenes farver er afstemt efter hinanden, og beboernes liv er mindst lige så velplanlagte. Ingen passer bedre til den beskrivelse end Elena Richardson, hvis største ambition er at følge reglerne.
 Ind på scenen træder Mia Warren, en gådefuld kunstner og alenemor. Hun ankommer til kvarteret med sin teenagedatter Pearl og lejer et hus af familien Richardson, og snart bliver Mia og Pearl langt mere end lejere, for alle fire børn i Richardson-familien drages magnetisk mod de to. Men Mias mørke fortid ognonchalante forhold til tingenes tilstand og ligevægt i Shaker Heights truer med at forstyrre roen i det velordnede kvarter. 
 Da gamle venner af familien Richardson forsøger at adoptere et spædbarn med kinesisk-amerikanske rødder, bryder en ophedet kamp om forældremyndighederne ud, som tvinger hele nabolaget til at vælge side. Elena og Mia går hver sin retning, og pludselig er Elena fast besluttet på at bringe hemmelighederne om Mias fortid frem i lyset. Men Elenas sandhedsbesættelse får uventede, dramatiske konsekvenser for det lille samfund.I Shaker Heights, Cleveland, er der styr på tingene, men et skæbnemøde mellem samfundsstøtten Elena Richardson og den unge kunstner og alenemor Mia Warren får dramatiske konsekvenser i det lille samfund."

"Små påsatte brande" skrevet af Celeste Ng er forfatterens anden bogudgivelse. 

Bogen starter ud med at familien Richardsons hus brænder ned. Man tror at det er familiens yngste datter der har gjort det, men hun er forsvundet. Samtidig har alenemoren Mia Warren og datteren Pearl afleveret nøglerne til den lejebolig som de har lånt af familien. 

Historien foregår i den amerikanske by Shaker Heights, hvor at man følger familien Warren og Richardson og deres relationer.

Mia Warren er kunstner og alenemor og lever af sine kunstprojekter. Derfor flytter de to ofte fra sted til sted, og bor aldrig særlig længe det samme sted. Dette ser dog ud til at ændre sig, da de ankommer til Shaker Heights, og lejer en bolig af familien Richardson. 

Hurtigt kommer både Pearl og Mia ind på livet af familien Richardson, især moren Mrs. Richardson og børnene. 

Bogen er en skildring af familieforhold og handler om hvordan de to familiers relationer og spirende forhold bliver bundet sammen og udfordret af deres forskelligheder.
Dette skildres tydeligt mellem de to mødre, hvor at Mia Warren både er en alenemor og kunstner, der arbejder flere jobs for at få det hele til at løbe rundt, hvorimod Elena Richardson er velhavende i et stort hus. Mrs. Richardson lever efter regler og stræber efter det perfekte. Denne facade forbliver også oppe, på undtaget af hendes yngste datter, Izzy, som er en rebel og en udfordring for Elena. Der er stor forskel på de sociale lag og hvilke privilegier som de hver især har, eller ikke har. 

Bogen handler derudover også om kvinder og moderrollen. Begge kvinder kan se ting i dem selv i hinanden som de ønsker for sig selv. Mrs. Richardson fascineres af Mia, da hun selv som ung havde drømme, som med alderen forsvandt. Mia ser en stabil og tryg familie i Elenas familie med faste rammer. 

"Den måde at leve på var for Moody helt uffatelig. At betragte familien Warrens liv var som at overvære en tryllekunst, et lige så stort mirakel, som hvis en tom sodavandsdåse forvandlede sig til en sølvkande, eller hvis nogen trak en dampende tallerken mad op af den sorte hat. Det var, som at se Robinson Crusoe trylle er eksistensgrundlag ud af det rene ingenting. Jo mere Moody var sammen med Mia og Pearl, des mere fascineret blev han af dem."

Udover at vi følger de to familier, foregår der også en stor sag omkring adoption. En kvinde, mrs. Richardsons bedste veninde, har adopteret et amerikansk-kinesisk barn, som er blevet afleveret ved en brandstation. Barnets biologiske mor indser at hun ikke kan leve uden barnet, og dette udvikler sig til en stor sag, som blandt andet omhandler kultur og race. 
For skal barnet miste sin identitet og kultur, for at blive adopteret af et amerikansk familie?
Mrs. Richardson støtter sin veninde, mens Mia støtter barnets biologiske mor. 
I den forbindelse inddrager Ng diskussionen om hvornår at man er en mor, og en god én af slagsen? Kan man kun være en mor når man har født banet, altså den biologiske mor, eller kan en kvinde der adopterer et barn, blive lige så god en mor? 

Intet er sort/hvidt i Ngs bog, folk er hverken gode eller onde. Dette oplever man også som læser, da man sagtens kan se de forskellige karakterers holdninger og motiver for deres handlinger. 

Som sagt foregår bogen i byen Shaker Heights, hvilket faktisk er en rigtig by i USA. Byen er opbygget med meget fine huse, der helst skal ligne hinanden og bygges i samme stil. Skraldespandende må ikke stå ude foran husene da det ikke ser pænt ud, og andre skal jo ikke tænke dårligt om deres by. Man kan også få bøder for ikke at have klippet græsset længe. Byen giver noget til historien, da omgivelserne og borgernes væremåde tydeligt påvirker byen og beboerne befærder sig. 

Bogen går i et lidt langsommere tempo end forventet, men på denne måde lærer man miljøet og karaktererne bedre at kende.  Forhold og relationer mellem karaktene i bogen udvikler sig langsomt, og disse relationer følger man på kryds og tværs gennem kapitlerne. Det er man følger mere end én person giver noget dynamik til bogen. Selvom at der er mange karakterer i bogen, bliver det aldrig for meget at følge med i. Derimod skildrer Ng udemærket hvordan at to meget forskellige familier mødes, og hvordan at de skaber og splitter relationer, der påvirker deres liv. 

"Reglerne fandtes af en grund: Hvis man fulgte dem, ville det gå én godt. Gjorde man ikke, risikerede man at brænde det hele ned til grunden."

Det er en historie om hvordan at vrede, jalousi og det fremmede kan splitte og påvirke menneskers liv. Det er en bog om hvordan at vores handlinger har konsekvenser, og hvordan at en lille gnist kan blive til en stor brand. 
Hvis man har lyst til at læse mere om denne bog og Celeste Ng, har jeg også skrevet et indlæg om et forfatterarrangement jeg var til med forfatteren her.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar