fredag den 6. juli 2018

"Knivens stemme" af Patrick Ness (Chaos Walking #1)

 
Org. titel: Chaos Walking book 1 - The Knife of Never Letting Go - Forlag: CarlsenPuls - Udgivet: 2018 - Sidetal: 536 - Sprog: Dansk - Org. sprog: Engelsk
Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls - 5/5 stjerner

"Prentisstown er ikke en by som alle andre. Her kan alle nemlig høre hinandens tanker i en overvælgende og endeløs strøm af Støj. Intet er privat. Intet er hemmeligt.
En måned før den fødselsdag, der vil gøre Todd Hewitt til en mand, opdager han et område med total stilhed. Det burde ikke være muligt. Og nu må kan flygte, hvis han vil gøre sig håb om at overleve..."

Chaos Walking-trilogien skrevet af Patrick Ness har i år 10 års jubilæum, og hvilket bedre tidspunkt end nu er det, til at starte serien, hvis man ikke allerede har læst den?
Jeg har gennem årene hørt godt om Ness' trilogi, men der skulle gå 10 år før at jeg selv kom igang med serien. Den eneste anden bog som jeg har læst af Ness er bogen "Monster", som rørte mig meget, da den er utrolig smuk men hård. Derfor var forventningerne til denne bog også høje. Efter at jeg har læst "Knivens stemme", første bog i trilogien, ærgrer jeg mig over, at jeg ikke fik startet serien noget før, da det er en helt genial bog!

Hovedpersonen i "Knivens Stemme" hedder Todd Hewitt, og er en dreng der snart fylder tretten år, i byen Prentisstown. I byen bor der kun mænd, og broderskab og religion hersker i byen. Todd lever i en verden kaldet New World, og de er rejst dertil efter krig og dårligdom på deres gamle planet hærgede planeten. En dag da Todd skal hente æbler ved en mose, oplever han en usædvanlig stilhed. Dette er usædvanligt, da alle kan høre "Støj", hvilket er mændendes tanker. Todd er derfor nødt til at flygte fra det eneste sted han kender, med sin hund Manchee. Mere vil jeg ikke informere om, da jeg synes at man skal læse bogen, uden at vide for meget.

Bogen foregår i et univers jeg ville definere som et miks mellem fantasy og sci-fi. Der er både det lidt overnaturlige så som Støjen, samt hele delen omkring krise på den gamle planet og folk der flygter i rumskive til en ny planet.
Bogen er ikke kun fyldt med spænding, men er også meget tankevækkende. Bogen omhandler blandt andet menneskets rolle i et samfund, og hvordan at tilflytterne skal skabe et nyt liv for sig selv, der i dette tilfælde bygges på magt og religion. Der er også et aspekt omkring kønsroller i bogen som er meget interessant og vigtigt.

"For man ka godt lyve i Støjen, selvom alle ved hva man tænker, ka man godt begrave ting under andre ting, man ka skjule tingene lige for næsen af dem, hvis man bare ikke tænker dem klart, eller hvis man overbeviser sig selv om, at det man gemmer er sandt, og hvem sku så ku hive det op af floden og vide, hva der er rigtigt vand, og hva man ikke blir våd af?"

Selvom at bogen omhandler menneskets overlevelse og til tider er alvorlig, er bogen også fyldt med aktion og spænding. Der er mange plottwists som hele tiden overrasker. Fordi at bogen er inddelt i korte kapitler, får det én til at ville læse endnu mere og hurtigere. Man kan flyve igennem bogen på ingen tid! Bogen er også fyldt med humor, som blandt andet kommer til udtryk gennem Todds hund, Manchee. Manchee er helt klart en af mine favoritter i bogen, da han er så direkte og får sagt nogle meget søde og sjove ting.

"Det første man opdager, når ens hund lærer at tale, er at hunde ikke har ret meget at sige. Om noget."

Noget helt særligt ved bogen er sproget. Sproget er lidt anderledes, og noget man som læser eventuelt lige skal vænne sig lidt til. Vi følger nemlig Todd, som taler og staver lidt anderledes, da han i en tidlig alder ikke blev skolet længere. Dette afspejles i bogens sprog, som er fyldt med stavefejl og forkortelser. Efter et stykke tid vænner man sig til det, og så er det faktisk meget charmerende og passende til indholdet.

Chaos Walking-trilogien er en serie, jeg er utrolig glad for at have startet langt om længe. Jeg er glad for at CarlsenPuls har valgt at oversætte bogen til dansk, så endnu flere kan få fornøjelsen af at læse den. Det er sådan en fantastisk spændende bog, der indeholder dybere betydninger, samtidig med at den er sprængfyldt med aktion. Bogen slutter brat af med en cliffhanger, og jeg kan ikke vente med at fortsætte serien som fortsætter til efteråret. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar