onsdag den 31. januar 2018

"Nordisk mytologi" af Neil Gaiman


Org. titel: Norse Mythology - Forlag: Modtryk - Udgivet: 2017 - Sideantal: 269 - Sprog: Dansk - Org. sprog: Engelsk
Anmeldereksemplar fra forlaget Modtryk - 4/5 stjerner

"Neil Gaiman genfortæller på ægte Gaimansk facon med dybde, passion og humor de fascinerende historier fra den nordiske mytologi. Han forbliver tro mod myterne og formidler dem, så både unge og voksne trækkes ind i de gamle guders magtkampe, oplever deres letandtændelige temperamenter og deres evige forsøg på at narre hinanden og skabe intriger."

Med "Nordisk mytologi" har Gaiman formået at skrive en bog der minder mig om, hvorfor at jeg er så glad for den nordiske mytologi. Den er fyldt med guder der er snedige, rasende, dumme, smukke og lyver og det er så god underholdning. 

Der er de historier med som jeg kender fra min barndom, og så er der historier som jeg aldrig har læst før nu. Nogle af de mere genkendelige historier havde twist og detaljer med som jeg ikke kunne huske, og jeg fik derfor forfrisket min hukommelse af de gamle myter.
Der er historier om guderne, jetterne, deres kampe og nogle historier forklarer hvordan de karakterer vi kender bliver til. Blandt andet fortælles hvordan at Thor fik sin hammer, og hvordan at Lokes 3 børn blev til. 

Historierne er delt op i korte kapitler, og nogle er længere end andre. Nogle historier var mere spændende end andre, og enkelte sagde mig ikke så meget. Der er historier som mord, forfængelighed, snyd og løgne. Især Odin, Thor og Loke fylder meget i historierne, og jeg var vild med dynamikken mellem Thor og Loke.

Gaiman har formået at lave en rigtig fin genfortælling af de kendte gamle nordiske mytologier, og jeg blev både underholdt og undervist under min læsning. Det er bestemt en bog for alle der er interesseret i nordisk mytologi. Det er en sådan bog jeg vil tage frem igen på et senere tidspunkt og læse. 


torsdag den 4. januar 2018

"Jerndronningen" af Julie Kagawa (Iron Fey sagaen #3)

Org. titel: The Iron Queen - Forlag: HarperCollins Nordic - Udgivet: 2017 - Sideantal: 384 - Sprog: Dansk - Org. sprog: Engelsk
Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic - 4/5 stjerner

Du kan læse min anmeldelse af den første bog i serien her, og den anden bog i serien her

"Om under fireogtyve timer fylder jeg sytten år. Jeg har opholdt mig for lang tid i Aldrigaldrig. Når man er i alfernes verden, ældes man ikke, eller man ældes så langsomt, at det ikke er nævneværdigt. Så, men der er gået et år i den virkelige verden, er jeg nok kun nogle få dage ældre, end da jeg gik derind. 
I det virkelige liv har jeg ændret mig så meget, at jeg end ikke genkender mig selv."

I denne bog er Meghan og Ash blevet forvist til menneskenes verden. Meghan drager ud for at få sit minde om sin far tilbage, som hun ellers havde glemt alt om. Hun får byttet sin far tilbage af Leanansidhe, og får i den forbindelse tildelt et sted af Leanansidhe hvor at hun kan lære at træne og forsvare sig selv. Imens at den trioen træner kommer soldater fra de to feyhoffer og tilbyder trioen at blive benådet, hvis altså Meghan tager til Jernriget og dræber den falske jernkonge som sidder på tronen. 

"Aldrigaldrig dør hurtigere end nogensinde, og snart vil der ikke være flere sikre steder, vi kan tage hen."

Der sker karakterudvikling for alle i trioen men især Meghan udvikler sig. Hun er modig og stædig, og lærer i bogen mere om sig selv. Jeg kunne godt lide at Meghan ikke bare kunne kæmpe fra bog 1, men at hun selv indser i denne bog at hun er nødt til at kunne forsvare sig selv, og at hun ikke bare bliver en mesterkæmper fra day one. Det kræver tid og giver et lidt mere realistisk billede end hvad man nogle gange ser i fantasybøger. 

"Jeg var træt af, at andre døde, mens jeg blot så hjælpeløst til. Måske var det på tide, at jeg begyndte at udkæmpe mine egne slag." 

Der var heller ikke så mange forudsigelig ting i denne bog som de forrige, hvilket jeg synes er rigtig godt. Der var også flere overraskelses elementer som jeg ikke havde set komme. 
Jeg synes klart at denne bog er en forbedring  af de forrige, og at handlingen giver mere mening. Der er endnu mere spænding og aktion i denne her end de tidligere bøger, og det fungerer godt. 

"Ash og Puck gik ved siden af mig som beskyttende auraer, der glødede stærkt. Al frygt, jeg havde følt, forsvandt med det samme. Vi havde været gennem så meget vi tre. Hvad var der tilbage, som vi ikke kunne klare sammen?"

Jeg har suget seriens tre bøger til mig, og når den sidste side er blevet vendt, er jeg straks gået igang med den næste. Jerndronning var fyldt med overraskelser, venskab, kærlighed, aktion som gjorde det svært at slippe bogen. Jeg glæder mig meget til at læse den sidste bog i serien meget snart. 

lørdag den 9. december 2017

"Jul i andre lande" af Sofie Maria Brand

Titel: Jul i andre lande - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2017 - Sidetal: 64 - Sprog: Dansk 
Anmeldereksemplar fra Gyldendal - 4/5 stjerner

"Hør om norske gårdnisser, islandske drillenisser og græske juletrolde. Mød Bedstefar Frost i Rusland og læs om heksen, der kommer med gaver i Italien. Og hvor kommer adventskransen, julekaldenderen og juletræet egentlig fra? Alt det og meget mere kan man læse om i JUL I ANDRE LANDE."

I "Jul i andre lande" tager Sofie Maria Brand os med rundt til 24 lande og fortæller læseren hvordan at man fejrer jul i andre lande. 

Jul i andre lande er en rigtig hyggelig bog, som er helt perfekt til nedtællingen til juleaften. Der er fortællinger fra 24 lande, og det er derfor oplagt at læse en historie hver dag frem til jul. Hvert land fylder 2 sider og siderne er fyldt med farver, faktabokse samt søde, sjove og lidt uhyggelige illustrationer. 

Udover at være en rigtig hyggelig bog, så er bogen også meget lærelig. Jeg kender personligt ikke meget til hvordan at andre lande fejrer jul, udover i Norden og USA. Det var derfor en glædelig overraskelse at opdage så mange nye og anderledes traditioner verden over. 

For eksempel er der flere lande som i stedet for at hænge en julesok frem, i stedet sætter sko i vinduet. Der er også flere julehistorier omkring hekse, drillenisser og trolde som jeg aldrig havde hørt om før. Vidste I for eksempel at i Australien kan julemanden finde på at stå på surfboard i shorts eller at man i Island har børnespisende trolde?
Der var også rigtig mange forskellige juleretter som jeg aldrig har hørt om før, som så tydeligt viser hvor forskellige vi er rundt omkring på kloden. 

Bagerst i bogen er der oversigter over andre højtider og religioner, som fint forklarer andre religioner og deres vigtigste traditioner. 

"Jul i andre lande" er en rigtig fin og hyggeligt bog, som samtidig er meget lærerig. Der er traditioner fra hele verden, og man lærer både om hvordan julemanden ser ud i andre lande, mad og skikke. Bogen er let at læse, og er samtidig en oplagt bog at læse op for sine børn. Den kan også læses af støre børn og voksne da alle kan få noget ud af læsningen. Det er en perfekt bog til både små og store og vil give alle en hyggelig nedtælling til julen. 


fredag den 8. december 2017

"Jerndatteren" af Julie Kagawa (Iron Fey sagaen #2)

Org. titel: The Iron Daughter - Forlag: HarperCollins Nordic - Udgivet: 2017 - Sidanetal: 368 - Sprog: Dansk - Org. Sprog: Engelsk 
Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic - 3/5 stjerner


Du kan læse min anmeldelse af den første bog, Jernkongen, i serien her

"Et løfte til en prins fik mig til at vende tilbage til landet Aldrigaldrig, og nu er jeg blevet taget til fange. 

Tiden fungerer ikke her som i den menneskelige verden, og måske viser det sig, når jeg tager herfra, at der faktisk er gået hundrede år, og hele min familie og alle mine venner for længst er døde. Tanken skræmmer mig, men det kan ikke hjælpe noget, for der er en krig mellem Lys- og Mørkehoffet, og jeg står midt imellem de to dødsfjender."

"Jerndatteren" fortsætter der hvor "Jernkongen" slap. Meghan indgik et løfte med Ash, vinterprinsen, og er derfor Dronning Mabs fange. Efter hændelserne som trioen er gået igennem, er der stadig ingen i vinterriget der tror på Meghan og Ash om at der findes jernfeyer. 

Hvor der i Jernkongen var fortryllende og rare momenter, er der i Jerndatteren en helt anden atmosfære. Det er en meget mørkere og alvorlig fortælling med masser af vold, krig og spænding. 

"Fra det øjeblik du satte dine ben i Aldrigaldrig, har du været min skæbne. Jeg skulle aldrig have indgået den kontrakt med dig."

Da vi nu kender universet er der ikke helt så mange ting man skal sætte sig ind i, og der er i højere grad fokus på karakternes udvikling. Kærlighed fyldte også en hel del i denne bog, og jeg følte at det gik lidt for stærkt. Især Meghans ubeslutsomhed når det kommer til fyre irriterede mig lidt, da jeg ikke er så god til trekantsdramaer. 

Jeg følte at Kagawa lagde op til momenter hvor man skulle blive overrasket og chokeret, og der var flere gange hvor jeg følte at jeg allerede havde forudset det. Men dog var det ikke alt jeg havde forudset, så jeg fik mig også nogle overraskelser undervejs. 

"Jeg kunne aldrig igen være normal og uvidende, når jeg var klar over, hvad der var derude. Alfernes verden var en del af mig nu. Så længe jeg levede, ville jeg altid lede efter hemmelige døre og skikkelser set ud af øjenkrogen."

Da jeg havde færdiglæst bogen, havde jeg følelsen af at jeg allerede havde læst bogen én gange - fordi at der var elementer og begivenheder der mindede mig om hinanden i de to bøger, og jeg fik lidt en fornemmelse af deja-vu. 

Nu skal det ikke lyde som om jeg ikke kunne lide bogen, for det kunne jeg! Hvis man kunne lide Jernkongen, vil man bestemt også kunne lide Jerndatteren, da den i min optik er bedre. Det er en yderst spændende fortælling, der er endnu mere forskruet og mørk end sin forgænger. Jeg skal helt sikkert fortsætte eventyret og se hvad der venter vores trio. 

søndag den 26. november 2017

Bogforum 2017 - Haul

Reklame: Flere bøger er modtaget i gave fra forlagene. 
Nu hvor at jeg har skrevet om mine dage på Bogforum, tænkte jeg at det kunne være lidt sjovt at se, hvad jeg fik med hjem fra turen. Om fredagen var noget af det første jeg kom forbi, Krimimessen Horsens stand, som uddelte små goodiebags, hvis man deltog i deres konkurrence. Det gjorde jeg selvfølgelig, og i posen var der nogle lakridser, en kuglepen og bogen "Rosy & John" af Pierre Lemaitre.

Jeg var også forbi Arnold Busck som havde været så søde at invitere mig, og lave en goodiebag til mig. Der var nogle bogmærker, en chokolade, Bezzerwizzer, et Chri Chri magasin, "Min notesbog" fra Politikens Forlag, "På Bornholm må man græde overalt" af Martha Flyvholm Tode og "9. november" af Colleen Hoover.  Jeg glæder mig især meget til at bruge "Min notesbog" som både er en kalender og en bullet journal. 

Til YA arrangementet om søndagen modtog jeg en goodiebag fra både Gyldendal Ung og CarlsenPuls. I Goodiebaggen fra Gyldendal Ung var der bogen "De dør begge til sidst" af Adam Silvera, "Hun bad selv om det" af Louise O'Neil, en rigtig fin kop, et stofnet, nogle bogmærker, en notesbog og andet godt. "De dør begge til sidst" fik jeg signeret af Adam Silvera, og jeg glæder mig meget til at komme igang med den. 
Fra forlaget CarlsenPuls modtog jeg bogen "En af os lyver" af Karen M. McManus, nogle snacks samt nogle rigtig fine postkort med citater på.
Fra forlaget Høst & Søn modtog jeg bogen "Evnen" af Siri Pettersen samt nogle små tatoveringer. Jeg afholder en konkurrence hvor at man kan vinde bogen, så husk at holde øje herinde. 
Om fredagen købte jeg bøgerne "Taler til ungdommen" af Kristeligt Dagblads forlag og "Emma Gad for hvide" af Anna Neye og fik dem signeret. Jeg var så glad for at jeg kunne møde dem begge, og jeg er spændt på at læse dem. Derudover blev der på messen uddelt hæfterne "Den der råber lyver" af Lea Korsgaard, som jeg faktisk er ret spændt på at læse, da det vidst er om fake news, og er ret relevant for min uddannelse.


Igen i år blev bunken af bøger større end jeg havde planlagt, men jeg glæder mig til at læse hver og en af dem. Fik i købt nogle gode bøger på Bogforum?

Bogforum 2017 - Søndag


Her kommer endelig min dækning af min anden, og sidste dag, på Bogforum.
Jeg var ikke afsted til Bogforum om lørdagen, da der var nogle studieting jeg var nødt til at ordne, hvilket mine fødder vidst var ret glade for.

Min søndag startede tidligt, da jeg var inviteret af Gyldendal Ung, Høst og Søn og CarlsenPuls til bloggerbrunch. Det var en formiddag fyldt med snak om YA, god morgenmad og søde mennesker. Hvis i er nysgerrige på at læse mere om dette, kan i klikke jer ind her.

Da arrangementet var ovre, gik jeg sammen med Josefine, Anne Sofie, Rikke og Kathrine ind til Bogforum. Det var rigtig hyggeligt og vi fik både prøvet lykkehjulet ved Saxos stand, kigget på pæne Gyldendal bøger og snakket lidt.

Anne Sofie og jeg havde aftalt at gå rundt sammen, og efter at have besøgt børneafdelingen og tegnet lidt, skyndte vi os over for at lytte til Adam Silvera på SPOT scenen. SPOT scenen havde om søndagen et YA-tema og hele eftermiddagen var derfor spækket med ungdomsforfattere.
Selvom at vi havde mødt Silvera tidligere på morgenen holdt det os ikke tilbage fra at høre ham igen. Denne gang snakkede han nemlig om nogle lidt andre ting. Han fortalte blandt andet om internetvenskaber, og hvordan han har mødt sine bedst venner på internettet - og har fået en tatovering med dem på. Han snakkede også om repræsentation og om sin egen rolle i bøgerne.

Bagefter fandt vi ud af at Siri Pettersen skulle på SPOT-scenen, og vi blev derfor siddende. Jeg så Siri for et år siden (i kan læse om det her) og hun var lige så sød og sjov, som jeg husker hende. Hun snakkede blandt andet om hvordan at hun nemmere kunne skrive om bestemte emner og religioner ved at lade det foregå i et fantasyunivers.

Til sidst hørte vi Malene Sølvsten fortælle om Ravnenes hvisken-bøgerne. Hvordan at hun havde valgt en uddød religion, da folk på denne måde ikke har nogle meninger til det og derfor ikke bliver stødt. Hun fortalte hvordan at hun går meget op i research og helst besøger et nyt museum én gang om ugen.
Derefter skulle Anne Sofie have signeret en bog af Malene, og herefter vendte vi hjemad.

Bogforum 2017 har været rigtig godt, og selvom at jeg ikke var afsted lørdag, som jeg havde planlagt, nåede jeg næsten alle de ting som jeg havde set frem til. Der var inviteret mange spændende forfattere, der var et fint udvalg af stande og alt i alt fungerede det rigtig godt for mig. Jeg glæder mig allerede til næste år, og tæller allerede ned til det.

Har i været på Bogforum i år?



lørdag den 25. november 2017

Bogforum 2017 - YA bloggerevent

Reklame: Invitation og bøger er modtaget af forlagene. 

Jeg var søndag morgen, d. 12 november, inviteret af Gyldendal Ung, Høst & Søn og CarlsenPuls til et YA bloggerevent, inden Bogforum åbnede. 

Forlagene havde til arrangementet inviteret Siri Pettersen, Adam Silvera og Sarah Engell til en samtale om deres forfatterskab og om YA. 

Jeg mødte nede ved indgangen til Bogforum, sammen med en masse andre bloggere, og sammen blev vi ledt op til det lokale hvor at arrangementet skulle foregå. Vi hilste på folkene fra forlagene, og fik af vide at vi bare kunne tage crossainter, juice og kaffe. Derefter fik vi sat os til rette, og ved vores pladser lå der "Evnen" af Siri Pettersen samt nogle goodiebags. 


Malene fra Wondrous Bibliophile havde æren af at interviewe forfatterne og hun gjorde det super godt. Samtalen foregik ved at Malene stillede et spørgsmål/sætning og at forfatterne hver især derefter skulle afslutte sætningen. 

Det startede ud med at forfatterne skulle fortælle lidt om dem selv, og her fortalte Siri lige pludselig at hun var bange for balloner. Det var ret sjovt fordi det resulterede i at Sarah fortale om at hun er bange for blåhvaler. Ret pudsig og meget sjovt. Adam blev også senere spurgt om hvad han så var bange for, og her svarede han, hans præsident. 

Samtalen kom rundt omkring hvorfor at YA er vigtigt, og hvorfor at diversitet i bøger er vigtigt - hvorfor at det er så vigtigt at kunne spejle sig i andre. De kom ind på hvad de ville fortælle deres yngre selv, og her snakkede Siri og Sarah blandt andet om hvordan at de førhen var pleasere men nu er stoppet med det. Adam fortalte hvordan at han voksede op meget fattigt og hvordan at han nu kan betale sin mors regninger. 
Derudover blev der snakket om yngdlings covers, yndlingsbøger og hvilke karakterer de har mest til fælles med. 

Lige pludselig var samtalen ovre, og den måtte meget gerne have fortsat meget længere for min skyld. Det var nu tid til at få bøgerne fra vores goodiebags signeret, og få en lille snak med forfatterne. 

Jeg fik snakket med Siri om hvor spændt jeg er på at der kommer flere bøger i Ravneringene universet, og hun var meget betaget af mine post-its i mine bøger - og så fik vi snakket lidt om Game of Thrones. 
Jeg fik snakket med Adam om hans bøger, og han spurgte ind til min blog. Jeg fortalte ham at jeg har en bookstagram, og han fortalte selv at han er vild med bookstagram og bruger det meget.
Sarah havde jeg mødt om onsdagen og fik derfor ikke signeret en bog af hende, men fik signeret et postkort i stedet. 

Det var simpelthen så hyggeligt at snakke med forfatterne og at høre nogle af deres tanker omkring deres bøger, samt at møde de andre bloggere og folkene bag forlagene. 


Tusinde tak til Gyldendal, Høst & Søn og CarlsenPuls fordi at i inviterede mig. Det var simpelthen sådan en spændende, sjov og helt uvirkelig oplevelse som jeg er så taknemmelig for.