lørdag den 24. juni 2017

"Evnen" af Siri Pettersen (Ravneringene #3)

Org. titel:  Evna – Forlag: Høst & Søn, Rosinante & Co. – Udgivet: 2017 – Sidetal: 468 – Sprog: Dansk – Org. Sprog: Norsk

Anmeldereksemplar fra Høst & Søn. 5/5 stjerner


 "Forestil dig at være et ikon for et frygtet folk. Symbolet som samler dem omkring had og hævntørst. Som datter af en ligfødt hærfører i eksil er det din skæbne at markere begyndelsen på enden."

"Evnen" er tredje og sidste bog i Ravneringene-trilogien, skrevet af den norske forfatter Siri Pettersen. Du kan læse mine anmeldelser af "Odinsbarn" (#1) her, og "Råddenskab" (#2) her.

Vi forlod i "Råddenskab" Hirka efter at hun endnu engang gik igennem stencirklerne.
I "Evnen" er Hirka blevet transporteret til de blindes verden, Dreysil. Der er sne, koldt og det første hun møder er en skudt mand. Hirka er endnu engang kommet til en helt ny verden, som hun skal lære at navigere sig i. Denne gang er hun er hos de blinde, Umpiri. Det er et folk der er baseret på stolthed og som har nogle anderledes og lidt ulogiske traditioner, som Hirka ikke forstår. Hos de blinde har hun en velstående familie, med mange ambitioner. Det bliver hurtigt klart for Hirka hvad familien, og hendes far Graal, har af planer for hendes og Dreysil.

Umpiri tørster nemlig efter evnen som de har mistet, og Hirka skal lede dem til evnen.

Igennem hele historien kæmper Hirka for at passe ind, men samtidig indser hun at hun er anderledes. Hun passer ikke ind i nogle af de tre verdener - alle steder ser de hende som anderledes og forkert.
Selvom at hun ikke passer ind, er Hirka blevet til et symbol. Et symbol på trodsede naturlove, at blive født mod alle odds. Et ikon der samler de blinde i søgen på evnen. Samtidig bliver hun, for andre, et forbillede for frihed og fred.  

Hirka og Rime indser begge hvordan at deres handlinger og valg påvirker mange mennesker i mange verdener. Det bliver sværere og sværere for dem at retfærdiggøre deres valg, og stå ved dem. Som jeg har pointeret i de andre anmeldelser, er noget af det jeg synes er rigtig godt i denne her serie, at karaktererne er nuancerede. Der er ingen der kun er gode og kun onde. Hirka  er ikke perfekt og må træffe beslutninger som nogle gange kan anses for dårlige.  
Det er ikke uden konsekvenser når Hirka kæmper for retfærdighed. Hirka sætter alt på spil for at redde sit folk, Rime og alle hun har kært fra krig og ødelæggelse. Hun må træffe nogle svære valg, og det er ikke altid at hun vælger rigtigt. Der ligger et stort ansvar på både Hirka og Rimes skuldre. Jeg sad mange gang og blev helt nervøs på deres vegne. Jeg heppede med hende når det gik godt og følte med hende når det gik dårligt.

"Han så på hende, som om hun var dumpet ned fra himlen. Så lukkede han øjnene og lo. "Du kommer til at rive verden i stumper og stykker," sagde han."

En ting som jeg synes var rigtig spændende at læse om i Evnen, var selve byen Ginnungad i Dreysil. Byen er bygget ind i en gletsjer og opbygning er meget speciel og kreativ. Det var også spændende at læse om de nye kulturer og magtsystemet der var i Dreysil  Jeg var glad for at komme tilbage til ”de vante rammer”, på trods af at de blindes verden er ny. Jeg nød at læse Råddenskab (som foregår i menneskenes verden) men der var nu noget specielt over at følge Rime i Ymslanda og Hirka i Dreysil. 

"Det var vanvid, det var alt, hvad det var". 

Fortællingen omhandler krig og flygtninge, begær, ønsket om at forbedre en verden der er ved at bukke under, forståelse og tolerance. Den er meget rå og barsk, men har også sine sjove og kærlige øjeblikke.

Det har været en fornøjelse at følge Hirka på hendes vej til en plads i verden.  Jeg har sådan nydt at læse Ravneringene, og jeg har svært ved at forstå at det er slut. Jeg har kastet min kærlighed til universet og alle de spøjse, brutale og anderledes karakterer som Siri Pettersen har skabt. Siri Pettersen har formået at skrive en episk fantasy-fortælling, som virkelig griber én og ikke lader sig slippe før den sidste side er vendt.
  
Jeg kan slet ikke vente med at læse mere af Siri Pettersen i fremtiden.

tirsdag den 20. juni 2017

Forfatterarrangement: Malene Sølvsten og forlaget Carlsen om Ravnenes hvisken - bog 2



Lørdag den  17. juni var jeg, sammen med en gruppe andre bloggere, blevet inviteret ind af forlaget Carlsen, til at høre om Malene Sølvstens nyeste bog, Ravnenes hvisken - bog 2. 

Ravnenes hvisken - bog 2 udkommer i morgen, onsdag den 21. juni, og hvis du ikke allerede har læst Ravnenes hvisken bog 1, råder jeg dig virkelig til at gøre det! Jeg har ikke skrevet en anmeldelse af bog 1 endnu (den kommer op i løbet af ugen), men hvis du kan lide nordisk mytologi, krimi og aktion, så er denne her serie lige noget for dig. 

Det var mit første blogger arrangement, så jeg var meget spændt. Jeg mødtes med Anne Sofie fra Siamybooks og vi fulgtes hen til forlaget Carlsen. Vi blev taget godt imod på forlaget og mødte de andre søde bloggere. Vi blev ledt igennem Egmont, igennem lange gange fyldt med bøger! En total drøm! 
Vi hilste på Malene Sølvsten, og hendes redaktør Sara Ejersbo, og satte os ved det fineste brunchbord. Vi fik serveret lækker brunch fyldt med frugt, brød, drikkevarer og selvfølgelig - Ravnenes hvisken 2, som stod på bordet. Der var også lavet goodiebags til os, hvor at bogen "Solen er også en stjerne" lå i. 

Malene fortalte historien bag Ravnenes hvisken, hvordan den endte som en bog, om livet som ny forfatter og om handlingen i Ravnenes hvisken 2. Hun fortalte om sin skriveproces og det store researcharbejde hun har lavet forud for bøgerne. Der blev snakket om nørderi, hvordan at det var vigtigt for Malene at historiske og religiøse fakta var korrekte i bogen. Hvordan ser et moselig for eksempel ud efter 150 år? Og kan man stoppe menneskets ældning med en ligning? Der blev nørdet igennem hele formiddagen, og hvor var det bare fedt!
Sara og Malene snakkede om deres samarbejde som forfatter og redaktør, og om hvilke spændende udfordringer man kan komme ud for. Man kan som forfatter blive nødt til at ofre nogle af sine ideer for at skabe en bog der "giver én en knytnæve i ansigtet fra det øjeblik man åbner bogen". 

Formiddagen sluttede af med signeringer af bogen, og vi fik alle et bogmærke og en flot plakat med hjem, som Mette Breth (bag designet af bogforsiderne) havde designet. 

Det var sådan en hyggelig oplevelse, og jeg kunne have siddet og hørt på Malenes nørderier i endnu flere timer! 

lørdag den 20. maj 2017

Fairyloot marts unboxing: Anniversary edition

 

Det var med stor spænding da jeg åbnede min første Fairyloot boks tilbage i april. 
Det var min første Fairyloot boks, og jeg er ret sikker på at det ikke er min sidste!

Fairyloot er et firma som hver måned sender bokse ud med et bestemt bogligt tema. Boksende indeholder en helt nyudgivet, engelsk, bog samt 5-7 boglige godter ved siden af. Det kan være alt fra artprints, bogmærker, totebags og meget andet. Man ved aldrig hvilken bog der er i boksen, og det er derfor altid en overraskelse hvilken bog man modtager. 

Boksen for marts måned var min første Fairyloot boks og jeg havde i mange måneder beundret deres kreative bokse. Da jeg så at marts måned var deres 1-års jubilæums udgave, var jeg nødt til at slå til! Månedens tema var "Myths & Monsters". 
I den anledning var boksen, som ellers normalt er sort, blevet lilla, og den pynter nu så fint øverst på min reol! 



Der var både et artprint med oplysninger om tingene i boksen, to bogmærker af magiske dyr, et havfrue håndspejl, et duftlys, en enhjørninge-lyskæde og et drageskælstørklæde. Det var nogle rigtig fine ting og jeg er især vild med drageskæls tørklædet. I alle deres bokse er der derudover en stofpose som bogen er i. Det er en rigtig fin detalje, og jeg bruger min pose dagligt til at transportere en bog i.

Månedens bog var "Strange the Dreamer" af Laini Taylor som jeg rigtig gerne ville eje. Det er en speciel udgave med blå sider og en speciel første side der er signeret. Jeg helt vild med den her udgave, den er så smuk. Jeg har hørt meget godt om Lainis forfatterskab og jeg kan ikke vente med at dykke ned i hendes univers.

Det bliver bestemt ikke sidste gang at jeg bestiller igennem Fairyloot. Prisen for selve boksen er rimelig, men man skal lige vide at fragten er lidt dyr. Der er altid populære bøger i boksen og sjove og anderledes småting i ved. Det er lidt som at have fødselsdag når man åbner boksen og endnu ikke ved hvad der er i den.

søndag den 30. april 2017

"Råddenskab" af Siri Pettersen (Ravneringene #2)

 Org. titel:  Råta – Forlag: Høst & Søn, Rosinante & Co. – Udgivet: 2016 – Sidetal: 466 – Sprog: Dansk – Org. Sprog: Norsk

Anmeldereksemplar fra Høst & Søn. 5/5 stjerner

"Forestil dig at leve som jaget vildt i en fremmed verden. Uden identitet. Uden familie. Uden penge. At dine eneste allierede er en menneskejæger og en ligfødt - og at det samtidig er nu, du må sande, hvem du i virkeligheden er."

Da jeg sidste sommer færdiglæste Odinsbarn (Ravneringene 1) af Siri Pettersen kunne jeg slet ikke få armene ned (Du kan finde min anmeldelse af den her)!  Jeg elskede Hirka og Rime og hele universet som Siri havde skabt. Det betød også, at da jeg skulle starte Råddenskab, var mine forventinger til bogen meget høje - og jeg må sige at jeg ikke blev skuffet!

Råddenskab fortsætter dér hvor Odinsbarn slap. Hirka er kommet igennem ravneringene, og er endt i en anden verden. Hun er ikke længere i Ymslanda, men i Europa, i menneskenes verden. Evnen findes ikke på jorden og Hirka er alene. Hun var på flugt, og er det stadig. Hun møder en jæger og ligfødt og danner en usædvanlig gruppe med dem. Hirka er konstant på flugt samtidig med at hun er i færd med at finde ud af hvem hun selv er og hvorfor de ligfødte angriber Ymslanda. Hun savner Rime og sit hjem og indser at Ymslanda måske ikke var så slemt i forhold til Jorden som er døende.. 

"Hirka ville have givet meget for at have billeder fra Ymslanda. Hun mærkede sorgen klemme om hjertet. Og skyndte sig at få opvasken ordnet. Det gav ikke nogen mening at tænke på ting eller folk, hun aldrig kom til at se igen."

Det er en bog fuld af spænding og den var meget svær at lægge fra sig. Der var flere momenter hvor at jeg blevet meget overrasket over historiens drejning, hvilket jeg rigtig godt kunne lide! Man kan ikke altid stole på hvad der bliver sagt.

Fortællingen er fuld af hævn og grådighed, men i den grad også om hvor langt man vil gå for den man elsker. Kærligheden spiller stadig en stor rolle, men ikke på samme måde som i Odinsbarn. Det er i langt højere grad de mørkere motiver og temaer som dominerer, samt Hirkas retfærdighedssans og mod. Alting er ikke så sort og hvidt, og karaktererne er mere nuancerede - ingen er kun gode eller kun onde, det afhænger i højere grad af ens handlinger. Tingene er ikke nødvendigvis som de ser ud. 

"Hvorfor var hun kommet hertil? Her hørte hun ikke hjemme. Hun hadede det her sted. Hadede det. Lyset. Lugtene. Larmen. Al den støj. Og alligevel så dødt. Et sted uden Evnen. En kold verden fuld af forfærdeligt liv."

 Vi er ikke længere i det fantasifulde og magiske Ymslanda, men i Europa. Der er ikke magi, men støj og maskiner. Evnen er død i menneskenes verden, og verdenen er ved at dø. Siri inddrager budskaber som i den grad i dag er relevante. Hun kommenterer på hvordan at vi behandler vores natur og verden, men uden at pege fingre af nogen. 

Siri har endnu engang skabt en meget velskrevet og spændende fortælling, som bare er så svær at lægge fra sig! Råddenskab sluttede med en cliffhanger, ligesom Odinsbarn, som gør at jeg bare må læse Evnen med det samme. Jeg savnede ligesom Hirka Ymslanda, og jeg kan ikke vente med at se hvad sker skal ske med Hirka og Rime. Jeg er sikker på at afslutningen på serien ”Evnen” bliver en episk fortælling!


Evnen er ude nu i boghandlerne. 

mandag den 24. april 2017

Læs for Livet indsamling 2017


Her er en lille opfordring til alle læsere rundt omkring i Danmark:
Fra i dag d. 24. april og frem til onsdag d. 26. april holder nonprofit-organisationen Læs for Livet en indsamling, hvor at alle kan donere deres bøger til 106 udvalgte boghandlere, som de har indgået et samarbejde med. Du kan tjekke om der er en udvalgt boghandler i nærheden af dig her. 

"Er der ved at være godt fyldt op i bogreolen, og har du - eller dine bøger - bøger, som er i god stand, men som I nok ikke kommer til at læse i igen? Så er chancen der nu for at sende bøgerne videre og lade dem være med til at skabe en helt ny fortælling". 

Jeg har i anledningen indsamlingen været igang med at rydde lidt ud i reolen og fundet et lidt blandet udvalg frem. Størstedelen af bøgerne er chick-lit men jeg har også fundet et par børnebøger, en vampyrbog, pixibog, Narnia bog og meget andet godt frem. Sammen med min mor har vi fået samlet en stor bunke sammen, og bøgerne skal ned i den lokale boghandler imorgen, hvilket jeg ser frem til!

Bøgerne er til børn og unge i aldersgruppen 0-23 år, så de er derfor interesserede i alle genrer og sværhedsgrader. Det kan altså derfor både være billedbøger, fagbøger, bøger om youtubere og fodboldstjerner, ungdomsromaner, hestebøger, digtsamlinger,  kogebøger - jeg så selv på deres Instagramprofil at superhelte- og skurke hæfter og blade er meget eftertragtede. De har også flere steder som de sender ud til, som har tosprogede børn og derfor er bøger på alle sprog velkomne! 

Læs for Livets fokus er at finde bøger som motiverer de unge til at læse selv og ikke ser det som en sur pligt. Deres mål er at give børnene en god oplevelse, fantasi og at få dem til at drømme sig væk. Jeg har selv været så heldig at have haft en barndom fyldt med jumboblade, manga og masser af børnebøger, og jeg synes derfor at den her indsamling er en perfekt måde at give læseglæden videre til andre unge mennesker - alle fortjener en god historie. 

Så tag endelig og find et par bøger frem som I ikke længere læser og smut ned i jeres nærmeste boghandler og støt en god sag! 


onsdag den 12. april 2017

"En kuffert fuld af skabninger: Udforsk filmmagien bag Fantastiske skabninger og hvor de findes" af Mark Salisbury


 Org. titel:  The Case of Beasts – Forlag: Harper Collins Nordic – Udgivet: 2016 – Sidetal: 160 – Sprog: Dansk – Org. Sprog: Engelsk

Anmeldereksemplar fra Harper Collins Nordic DK. 4/5 stjerner

"Kom med på første række og oplev filmmagien, som bragte J. K. Rowlings manuskript til Fantastiske skabninger og hvor de findes til live. Gå på opdagelse blandt de fantastiske skabninger, som findes i troldmandsverdenen, og bliv klogere på de fortryllende skuespillere, som jagter dem."

"En kuffert fuld af skabninger" er en bog der fortæller om skabelsen af filmen "Fantastiske skabninger og hvor de findes". Bogen er faglitteratur men formidler processen bag filmlavningen og francisen på en kreativ og anderledes måde.

Jeg vil i anmeldelsen ikke gå ind og snakke om selve handlingen af filmen men udelukkende anmelde bogen i dens helhed uden at sammenligne med filmens handling. Jeg vil lige pointere at man som sådan godt kan læse bogen uden at have set filmen, men at have set filmen først og derefter læse bogen giver meget mere til filmoplevelsen - og af det magiske univers.

Bogen er i sin fysiske form en meget visuel fin og anderledes bog, som skal forestille Newts magiske kuffert. Det er en sjov detalje som virkelig fanger ens øje og skaber nysgerrighed omkring bogen. Den pryder i øvrigt enhver reol så fint.
Det er en bog der med sin enorme mængde af informationer og billeder sagtens kan ligge fremme og bladre i engang imellem.

Det er en kreativ og anderledes bog som både passer godt til de yngre såvel som ældre læsere - der er noget til enhver.
Yngre læsere vil kunne få glæde af de mange billeder og pop-up papir-lapper samt små bokse med sjove facts. De ældre læsere kan både nyde de flotte illustrationer men også få ny information med sig omkring universet og overvejelserne bag filmen.

Bogen var rigtig spændende og sjov at læse i, da Salisbury i bogen rigtig kommer bagom filmen og man læser om filmskabernes tanker omkring deres valg og hvor mange kræfter der er lagt i filmen! Der er ”behind the scenes” billeder af statister og kulisser, skuespillernes tanker omkring deres karakterer og filmsættene.

Der er virkelig øje for detaljerne i denne bog - jeg skal nok lade være med at afsløre alle overraskelserne! Der er sjove interaktioner i form af lapper der kan vendes og trækkes ud, hvilket er en sjov lille overraskelse undervejs og som giver til helhedsindtrykket.
Der er detaljer i bogen som jeg personlig ikke lagde så meget mærke til i filmen: Karakterernes tryllestave, kostumevalg, skitser til reklameplakater og meget andet..


Vidste du for eksempel at hele sættet som foregår i New York i filmen, er kulisser som blev lavet specifikt til filmen? Da det var for besværligt at filme direkte on-set i New York, lavede man derfor kæmpe kulisser som var tro kopier af bygninger fra 20’erne.

I bogen får man virkelig en øjenåbner i hvor meget arbejde der er lagt i filmen. Alle de detaljer de skulle lave til et sæt for at gøre det troværdigt. Kostumerne og rekvisitterne som skulle være tidstypiske. For eksempel havde man i Shaws nyhedsredaktion ved alle journalisternes arbejdsborde lavet "rigtige" skriveborde med alt hvad der hører til hos fx sports journalisten - hvis nu kameraet faldt på dem.

"En kuffert fuld af skabninger" var en forfriskende læsningen som både informerede og inspirerede mig. Jeg blev oplyst om mange detaljer og processer som jeg slet ikke havde overvejet når man laver film. Det er et projekt der er lavet af kærlighed og det mærkes også i bogen. Det er en bog som både tilbyder faktuelle informationer men også sjove detaljer og grafiske design som gør bogen let at læse for alle. Det er en bog som jeg fra tid til anden tager ned fra hylden bare for at bladre i den og beundre de mange flotte billedsider. Bogen er gennemført og bestemt værd at læse. Den er perfekt hvis man ligesom mig elskede både Harry Potter filmene og Fantastiske skabninger filmen og hungrer efter mere fra den magiske verden.


Så hvis man mangler en sjov og anderledes læsning i påsken, så er denne bog bestemt et oplagt valg.

lørdag den 19. november 2016

Forfatterarrangement: Nordisk fantasy med Kenneth Bøgh Andersen og Siri Pettersen



Onsdag d. 12/10 havde Købenshavns Hovedbibliotek arrangeret et forfatterarrangement som handlede om nordisk fantasy. I den andledning havde de inviteret to nordiske forfattere nemlig den danske forfatter Kenneth Bøgh Andersen og den norske forfatterinde Siri Pettersen.

Jeg er, som I måske har læst ud fra min anmeldelse af Siri Pettersens bog Odinsbarn, meget begejstret for Siris værk, og i øvrigt også fan af hende som person. Jeg var derfor nødt til at se og høre hende og møde hende i virkeligheden. Siri kom blandt andet fordi at andet bind i Ravneringene "Råddenskab" udkom samme dag.
Kenneth Bøgh Andersen var også inviteret til arrangementet, og har for nyligt skrevet sjette og sidste bind i Den store djævlekrig.

Arrangementet startede med at de to forfattere blev præsenteret, og arrangementets moderator spurgte publikum hvilke fantasybøger vi havde læst, for at vide hvor at vi stod i forhold til erfaringer med fantasygenren.

Kenneth Bøgh Andersen startede med at læse dele op af hans første bog i serien - Djævelens lærling, Kenneth var rigtig god til at gøre hans oplæsning livlig og sjov. Han fortalte om hans Djævelens lærling og om hans serie generelt. Han fortalt om hvordan at hans bøger er inspireret af religion, kristendommen især, men også om at han til tider indrager andre religioner. Han indrager i serien både døden og græske-og nordiske guder. Hans fortælling af Lucifer/djævelen som karakter var meget interessant, og jeg var bare generelt vild med hvordan at Kenneth fik alle de grove pinsler og lidelser til at virke groteske og sjove. Jeg har endnu ikke læst noget af Kenneth Bøgh Andersen, men jeg har hørt så meget godt om ham - og efter det arrangement kan jeg slet ikke vente med at læse Den store djævlekrig-serien! Den lyder både interessant, spændende og ikke mindst sjov!

Siri Pettersen fik bagefter læst op ad sin første bog Odinsbarn af en kulturformidler.
Siri fortalte om hvordan at hun valgte at skrive Odinsbarn - at man springer lidt ind i fortællingen uden at blive præsenteret for universet som det første. Hun fortalte at hvis man var vandt til at læse fantasy, så ville man være vandt til denne form for skrivemetode. Hun havde valgt at fokusere på karaktererne i starten i stedet for universet.
Hun snakkede om  hvordan at man med fantasy-genren kan skrive og gøre som man vil - man kan skrive om emner og tematikker som normalt ville være risikable at skrive om. Man kan gøre som man vil i fantasy, man bliver ikke kritiseret, da fantasy ikke er realistisk.

Under hele arrangementet blev der livligt snakket, grinet og anbefalet bøger. Begge forfattere var meget søde, og Siri var lige så sød i virkeligheden som hun er på de sociale medier. Det var et rigtig godt arrangement, med en god stemning som blev forstærket med de fine omgivelser af biblioteket og de levende lys og mærke belysning som var blevet pyntet til anledningen.