fredag den 10. april 2020

"En af os dræber" af Karen M. McManus


Org. titel: One of Us is Next - Forlag: CarlsenPuls - Udgivet: 2020 - Sidetal: 384 - Sprog: Dansk - Org. sprog: Engelsk
Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls - 4/5 stjerner

Du kan læse min anmeldelse af McManus' første bog, En af os lyver, her

"Kom nu, Bayview, I ved, I har savnet det.
Det er et år siden, Simon døde, og et år siden, at Bayview-firkløveret blev renset for alle anklager, og i tiden der er gået, har der ikke manglet nye sladderaps på Bayview High. Men ingen har kendt folks hemmeligheder lige så godt som Simon.
Indtil nu.
Denne gang er det ikke en app. Det er en leg. Sandhed eller konsekvens.
Phoebe er det første offer. Hvis du vælger ikke at lege med, afslører gamemasteren en hemmelighed. Og Phoebes er mørk.
Maeve er den næste, og hun burde vide bedre: Vælg altid 'konsekvens'.
Da det bliver Knox' tur, er konsekvenserne blevet dødelige.
Simon er væk, men nogen er fast besluttet på at føre hans arv videre. Og denne gang er der et helt nye spilleregler.

Den længe ventede fortsættelse til bestselleren En af os lyver tager os tilbage til Bayview. Til helt nye karakterer og et helt nyt, dødeligt mysterium. Men også til både Bronwyn, Nate, Addy og Cooper."

En af os dræber er fortsættelsen til Karen M. McManus’ bestseller, En af os lyver.

I fortsættelsen befinder vi os stadig i samme univers, i Bayview, og det begynder med at det andet dødsfald på under 18 måneder finder sted. Et år efter Simons død, dukker der en ny leg op. Flere studerende har prøvet at kopiere Simons idé, men alle er stoppet efter kort tid. Denne gang er det dog anderledes, da der er dukket et nyt sms-system op med legen Sandhed og Konsekvens. Beskeder bliver sendt ud til eleverne på Bayview High der opfordrer til Sandhed eller Konsekvens, og det ødelægger langsomt hovedpersonernes liv. Sandheder bliver udleveret, og konsekvenser bliver udført, og før de ved at det, har konsekvenserne alvorlige følger.

En af os dræber følger vi high school eleverne Maeve, Knox og Phoebe. 
Maeve er tredjeårselev på Bayview High, og er samtidig Bronwyns søster, som vi fulgte i En af os lyver. Maeve har haft leukæmi, og er mærket af dette, og ved derfor ikke hvad hun vil med fremtiden. Knox er Maeves bedst ven, har en stor søskendeflot og kæmper med ikke at føle at han lever op til sine forældres, og især farens, forventninger og krav. Phoebe har mistet sin far i en ulykke, og er den første til at blive udsat for legen Sandhed og Konsekvens, hvilket har store konsekvenser for hendes og hendes søsters, Emma, forhold.


""Bayview er så anderledes uden Simon, men stadig er det ... det samme. Forstår I, hvad jeg mener?" mumler hun lavt, så det kun er Knox og mig, der kan høre hende. "Det er ikke ligefrem, fordi folk blev sødere, da chokket først lagde sig. Vi har bare ikke About That til at holde styr på, hvem der har opført sig dårligt, og hvornår.""


Da historien stadig foregår i Bayview, går den gamle Bayview-firkløver med Addy, Cooper, Bronwyn og Nate igen. Det var sjovt at genbesøge de gamle hovedpersoner fra En af os lyver, selvom de mest var i baggrunden. Historien handler ikke om dem, men da de er med som familie og venner, gør det historien genkendelig.

Selvom universet er genkendeligt, var der stadig lidt mange navne at holde styr på i starten. Her har McManus dog heldigvis lavet en ”kontaktliste” forrest i bogen, som man kan slå op i, hvis man vil se hvem der hedder hvad, og hvad deres relationer er til hinanden, hvilket var en stor hjælp i starten.
Kapitlerne er delt op mellem Maeve, Phoebe og Knox, og man vænner sig hurtigt til strukturen, især hvis man har læst En af os lyver først.

En af os dræber er en medrivende fortsættelse, der gennem rigelige mængder af mysterier, hints og spænding, gør det svært at lægge bogen fra sig, når man først er startet.  
Jeg var endnu mere investeret i En af os dræber end En af os lyver, på grund af selve mysteriet i bogen og alle de mange hints og begivenheder der skete undervejs, som fangede mig endnu mere.
En af os dræber er en pageturner fyldt med mordmysterier i et highschool format. Bogen er fyldt med mysterier, men omhandler også sygdom, kærlighed og meget andet. Hvis du var vild med En af os lyver, og elsker drama, mysterier og mord, er En af os dræber lige noget for dig. 

onsdag den 26. februar 2020

"Den besatte konge" (King of Scars #1) af Leigh Bardugo

Org. titel: King of Scars - Forlag: CarlsenPuls - Udgivet: 2019 - Sidetal: 450 - Sprog: Dansk - Org. sprog: Engelsk
Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls - 4/5 stjerner

"Nikolai Lantsov er en hemmelighedsfuld prins. Ingen kender til de rædsler, han gennemgik under borgerkrigen i hans land, og han har ingen planer om at afsløre dem for nogen. Hans land er truet af fjender udefra, og Nikolai er tvunget til at søge nye alliancer, da en voksende trussel mod den svækkede grishahær nærmer sig.
Men Nikolai kæmper selv med en mørk magi, der spreder sig inden i ham dag for dag, og som truer med at tilintetgøre alt det, han har kæmpet for. I et forsøgt på at overvinde sine indre dæmoner, tager Nikolai ud på en farefuld rejse i Ravka, for at destruere de onde kræfter i ham.
Han vil ofre alt for at redde sit land og sig selv. Men nogle hemmeligheder bør forblive hemmelige, og nogle sår kan aldrig heles."  

I Den besatte konge følger vi historien om Nikolai, Nina og Zoya efter borgerkrigen mod Mørkningen i Grisha-trilogien, og hændelserne i Six of Crows-duologien.

Nikolai døjer med efterfølgerne fra krigen, hvor Mørkningen lagde en forbandelse over ham. Om natten bliver han til et monster, og samtidig skal han som konge forsøge at genvinde respekt som den unge konge i Ravka han er.  Nina har i historien fået til mission at redde grishaer, imens Zoya hjælper Nikolai med at fungere som konge med forbandelsen, i en urolig tid.  Zoya har et mål om at lede grishaerne og lave en grishahær der er større end Mørkningens, da hun har en stor vrede til det Mørkningen gjorde i Grisha-trilogien.
Nikolais forbandelse bliver være, en kult er begyndt at vokse frem, og Nikolai vil vise folket at han er den rette til at bringe Ravka op til sin storhed igen. Samtidig er der ulmende konflikter mellem de andre lande, og der sker mystiske hændelser rundt omkring. Deres mission bliver at redde Nikolai, og redde Ravka fra de mystiske hændelser og politiske uroligheder.

Noget jeg synes var fedt ved Den besatte konge var, at der var så mange referencer til Leigh Bardugos andre bøger i Grishaverse. Der var både referencer til Six of Crows-duologien, men også karakterer og begivenheder som skete i Grisha-trilogien, hvor man fulgte Alina Starkov. Bardugo har formået at skrive det på sådan en måde, at der bliver skabt en god sammenhæng og forbindelse til de tidligere bøger, og hun får på denne måde også udvidet universet endnu mere. Alle referencer gjorde historien mere ”hjemlig”, da mange af de karakterer jeg kunne lide i Bardugos tidligere bøger, kom igen, og det var skønt at læse mere om dem. Det skal noteres, at selvom det ikke er et krav at læse de andre bøger i Bardugos univers, inden man læser denne, vil jeg helt klart anbefale det. Der er en del referencer og tidligere begivenheder som ellers ikke giver mening, som ellers ville give kontekst til denne historie. Det bidrager og styrker læseoplevelsen at have læst de andre bøger.

Bogens kapitler er inddelt mellem Nikolai, Nina, Zoya og Isaak. At kapitlerne skiftede mellem disse karakterer hele tiden, fungere fint. Det gav en god dynamik til læsningen, og gav flere vinkler på de samme situationer. Det blev ikke på noget tidspunkt forvirrende i læsningen.
Jeg følte dog ikke helt at Ninas historie hang sammen med Nikolai og Zoyas. Jeg er vild med Nina som karakter, men det var som om historien var ”for stor” til at blive delt med Nikolais i denne bog. Den var spændende og kunne sagtens have været sin egen fortælling, men måske Ninas historie giver mere mening og sammenhæng i fortsættelsen.  

Den besatte konge er en spændende fortælling, hvor Bardugo endnu engang dykker ned i Grisha-universet, og giver os lov til at nyde de mange skønne karakterer og masser af action. Det er en dyster historie fyldt med spænding, vold og monstre. Bardugo viser glimrende hvordan at de alle har deres problemer og monstre at kæmpe med. Det er karakterer der er uperfekte, som både har gode og dårlige sider, hvilket er det der gør historien interessant. Selvom bogen startede lidt langsomt, er det en bog man hurtigt bliver investeret i, på grund af de mange plottwists og al den action. Bogens afslutning fik én til at sidde tilbage med et meget stort ønske, om at kunne læse videre i fortsættelsen lige med det samme.
Hvis du er vild med Leigh Bardugo’s Grishaverse, er Den besatte konge lige noget for dig!


søndag den 3. november 2019

BogForum 2019 - Programmet


Da der nu er under 2 uger til at BogForum 2019 skydes i gang, tænkte jeg at det var på tide, at skrive lidt om nogle af de forskellige indslag som jeg ser frem til i år. Jeg har forsøgt at lave en liste over forfattere som jeg godt kunne tænke mig at opleve i løbet af de tre dage, men jeg har samtidig forsøgt at inkludere andre forfattere med på listen, som måske kunne være interessante for jer, så der er lidt for enhver smag. Det skal dog siges, at listen ikke realistisk set kan følges, der er flere indslag der overlapper hinanden, men listen kan bruges hvad man mangler lidt inspiration. 

BogForum har igen i år lavet en avis der giver et fint overblik over, hvilke arrangementer der er i løbet af weekenden. De har lavet en oversigt over de forskellige scener, og hvem der kommer på hvilke dage, på scenerne. Derudover er der i avisen lavet en tema guide, som måske kan give dig nogle idéer om, hvad du gerne vil se - jeg fandt selv nogle idéer derfra som jeg vil tage med mig. 

Fredag:
Kl. 10:30: Sarah Engell og Sanne Munk Jensen om deres bog ”Tag gaden tilbage”, på Tranescene 2.
Kl. 11: 15: Ditte Wiese om litteratur til unge, på Forlaget Carlsens stand.
Kl. 11:30: Malene Sølvsten, Sabine Lemire, Sanne Munk Jensen og Sarah Engell om stærke kvinder i børne- og ungdomslitteraturen, på Hvid scene.
Kl. 11:30: Pilou Asbæk og Kristoffer Zøllner om bogen ”Alting sker på en gang - Et år med Pilou Asbæk”, på Tranescene I.
Kl. 12:15: Peter Øvig om bogen ”Min mor var besat”, på DR Scene med Anne Glad.
Kl. 13:00: Ellen Hillingsø og Kjeld Hillingsø om det hillingsøske univers, på Hvid Scene.
Kl. 14:00 Statsminister Mette Frederiksen om ”Mette Frederiksen - et politisk portræt”, i Auditoriet.
Kl. 14:15: Thomas Korsgaard om novellesamlingen ”Tyverier”, på Lindhardt og Ringhof Forlags scene.
Kl. 14: 30: Hella Joof om ”Papmaché-reglen” og ”Dage med Mildhed, Modgang og Mirakler” i Mofibo-boksen.
Kl. 15:00: Rufus Gifford om sit arbejde, på Bellascenen.
Kl. 15:45: Anne Hjernøe fortæller om ”Stærk, let og mæt”, på Lev Nu Scenen.
Kl. 17:00: Sara Blædel om ”Pigen under træet”, på JP/Politikens Forlag stand.
Kl. 17:30: Daniel Rye om bogen ”Mens vi venter”, på Hvid Scene.

Lørdag d. 16:
Kl. 10:15: Louisa Lorang og Lisbeth Østergaards Lorangobanko og lotteri, på Lindhardt og Ringhof Forlags scene.
Kl. 11:00: Sara Blædet om ”Pigen under træet” i Auditoriet.
Kl. 11:45: Louisa Lorang og Lisbeth Østergaard om bogen ”Grøn mad til hele familien”, på Madscenen.
Kl. 12:00: Jussi Adler-Olsen om sin nye roman om Afdeling Q, i Auditoriet.
Kl. 12:35: Patrick Ness om ”Chaos-Walking-trilogien”, på Lindhard og Ringhof Forlags scene.
Kl. 12:45: Claus Holm om bogen ”Holms gadekøkken” med opskrifter på snack/fast food i sund og streetfood version, på Madscenen.
Kl. 13:30: Ditte Wiese om romanen ”Og så drukner jeg”, om stress, angst og pres blandt unge, på SPOT Scenen.
Kl. 13:30: Den store Harry Potter-quiz på Børnescenen.
Kl. 14:00: Alaa al-Aswany om den nye roman ”Jeg løb mod Nilen”, i Auditoriet.
Kl. 14:15: 40-årsdagen for udgivelsen af ”Valhalla” på Comics scenen.
Kl. 14:45: Maren Uthaug om romanen ”En lykkelig slutning”, i Bogcaféen.
Kl. 15:00: Leonora Christina Skov i samtale med Cecilie Frøkjær til podcasten ”Mellem ørerne”, i Mofibo-boksen.
Kl. 15:45: Patrick Ness om sit forfatterskab og filmatisering af ”Chaos Walking”-trilogien, på Bogcaféen scenen.
Kl. 16:30: Josephine Kuhn og Nanna Elizabeth Hovgaard, podcasterne fra ”Friesb4guys” om deres bog, på SPOT Scenen.
Kl. 17:10: Christel Pixi og Jesper Schmidt taler om deres bøger ”Pixis kager” og ”Gin”, på Lindhardt og Ringhof Forlags scene. 

Søndag d. 17:
Kl. 11:00: Tom Buk-Swienty om ”Løvinden” om Karen Blixens 17 år i Afrika, i Auditoriet.
Kl. 11:20: Michael Katz Krefeld om ”Skytsengel”, på Lindhard og Ringhof Forlags scene.
Kl. 13:45: Pilou Asbæk om biografien ”Alting sker på en gang et år med Pilou Asbæk”, på Hvid Scene.
Kl. 14:45: Mette Blomsterberg om ”Blomsterbergs Sommer” om sæsonens frugter, bær og urter, på Madscenen.
Kl. 17:10: Merete Pryds Helle og Thomas Korsgaard lukker Lindhardt og Ringhofs scene.


søndag den 20. oktober 2019

"På tur i Jane Austens England" af Rachel French


Org. titel: The Jane Austen Travel Guide to Bath and England - Forlag: Frydenlund - Udgivet: 2019 - Sidetal: 256 - Sprog: Dansk - Org. sprog: Engelsk
Anmeldereksemplar fra Frydenlund - 4/5 stjerner



"Pak empirekjolen, parasollen og denne bog – så er du klar til en tur i Jane Austens fodspor gennem det georgianske Englands pittoreske byer og smukke landskaber. På tur i Jane Austens England tager dig med rundt til de steder, der spiller en rolle i enten Austens eget liv, i hendes romaner eller i de mange filmatiseringer."

"På tur i Jane Austens England" af Rachel French er en guidebog, som tager dig med rundt til nogle af de steder i England, som har haft betydning for Jane Austens romaner og hendes eget liv. 

Bogen rummer mange forskellige områder i England, som på den ene eller anden måde berører Jane Austen, om det så er hendes forfatterskab, filmmatiseringer eller eget liv. De fleste er nok bekendte med Bath, hvor Jane Austen selv boede, og hvor "Overtalelse" og "Northanger Abbey" blandt andet foregår, men der er også så mange andre områder, som fortælles om i denne bog. Bogens kapitler er opdelt efter landområder i England. Bogen er opdelt i 4 dele, hvor der beskrives 10 steder som hver sætter fokus på enten et område eller by i England. Er man interesseret i Jane Austen og hendes historie, samt perioden hun levede i, er der i bogen også rig mulighed for at læse om dette. De indledende kapitler i bogen omhandler nemlig en biografi om Jane Austen og en beskrivelse af perioden, den georgianske tid. 

Selvom bogen er en guidebog, er det muligt at dykke ned i de enkelte kapitler og blive klogere på områderne og historien. Bogen fungerer dog også rigtig fint som opslagsbog, da den er overskueligt opbygget med opdelingerne af områder og tydelige overskrifter. Da bogen er en guidebog, er der også nogle mere praktiske oplysninger i bogen, hvilket både er praktisk og nødvendigt, hvis man skal have den med sig.  Der er i bogen praktiske rejsetips og adresser, samt forslag til konkrete byvandringer og palæer, og der er kort til hvert område, hvilket er praktisk når man rejser rundt. Bogen har også en rigtig fin størrelse, hvis man planlægger at tage den med på ferien, da den ikke fylder for meget. 

Der er mange fine billeder i bogen, som virkelig inspirerer og lokker læseren, og bogen indeholder mange fine detaljer som illustrationer og citater, som lige tilføjer det ekstra til bogen. 

Om man skal på en Jane Austen-rejse eller man bare planlægger en ferie rundt i England, er denne bog et rigtig fint hjælpemiddel til turen. Du kan bruge den til at finde alle de Austen relaterede steder som du har læst om i hendes romaner, men du kan også bruge den hvis du vil opdage nye områder i England på din ferie. Det er en fin lille guidebog, som får én til at ville rejse afsted og udforske Jane Austen og den georgianske tid i England med det samme. 

onsdag den 31. juli 2019

"Krigens monstre" af Patrick Ness (Chaos Walking #3)

Org. titel: Monsters of Men - Forlag: CarlsenPuls - Udgivet: 2019 - Sidetal: 656 - Sprog: Dansk - Org. sprog: Engelsk
Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls - 4/5 stjerner


Du kan læse min anmeldelse af den første bog i serien, Knivens stemme, her, og den anden bog, Fjendens ansigt, her

"Tre hære er i krig, og de har kun ét mål: at udslette hinanden. Midt i det hele står Todd og Viola, og de har svært ved at vælge side. Håbet om fred er ved at forsvinde, og så melder en tredje stemme sig. En stemme, der tørster efter hævn ... Nu tvinges Todd og Viola til at tage del i kampen, men hvad vil der være tilbage af dem, når krig forvangler mennesker til monstre?"


Efter at have elsket de to forrige bøger i serien, var mine forventninger til den sidste bog i Chaos Walking-trilogien var skyhøje. Nu hvor jeg har færdiglæst "Krigens monstre" må jeg sige, at det var en aktionfyldt og hæsblæsende læsning som på ingen måder skuffede. 

Historien om Todd og Viola starter præcis hvor vi forlod dem i "Fjendens ansigt". Endnu engang følger vi Todd og Violas forsøg på at redde hinanden og planeten, men denne gang skifter kapitlerne også mellem en tredjepart - nemlig spacklerne. Vi får altså en tredje vinkel i fortællingen, hvor vi læser om spacklernes side af sagen. Det giver en interessant læsning, da krigen i denne historie foregår mellem tre parter, og spacklernes stemme har indtil nu været stumme og uforståelige. Vi får derfor deres side af situationen, og hører om hvilke følelser og motiver som driver dem. De tre vinkler; Todd, Viola og spacklerne, giver en dynamisk læsning, som viser de forskellige situationer og følelser der opstår under krigen. 

Vi følger gennem serien Todd og Violas store karakterudvikling. Vi følger deres venskab, forhold men også personlige udvikling, som især kommer til udtryk i "Krigens monstre". 
Generelt får vi et større indblik i de andre karakterer i fortællingen i denne bog, det er ikke længere kun Todd og Viola det handler om, men også deres venner og bekendtskaber. 

Historien omhandler krig, og Ness inddrager derfor emner omkring hvem der er gode vs. onde, og at det ikke altid er så ligetil, men at der er tale om en gråzone når det handler om krig. Den handler om hvad krig gør ved mennesker, og de motiver og valg man tager i krig og at de valg skyldes mange forskellige faktorer. Det er en historie om hvordan krig kan forvandle folk til monstre, og handler derfor også om undertrykkelse og kampen for frihed. 

Jeg skal selvfølgelig ikke spoile afslutningen, hvis man ikke har læst bogen endnu, men fordi det er tredje og sidste bog i serien, er det oplagt lige at komme ind på afslutningen. Afslutningen i en serie, især så stor og lang en serie som denne, har ifølge mig, stor betydning for ens afsluttende indtyk af hele historien som helhed. Personlig mener jeg, at Ness har formået at lave en afslutning som binder de tre bøger meget fint sammen. Den giver både læseren hvad de (måske) håber på, men lader også nogle ting stå åbne, så man som læser selv efterfølgende kan forestille sig ting om handlingen. Det er noget jeg mener er vigtigt i trilogier som Chaos Walking, og netop dét formår Ness. Det er nogle tykke bøger med mange karakterer og plots som skal bindes sammen til sidst, og han formår at holde den røde tråd og binde den rigtig fint sammen til sidst. 

Bogen får ikke 5 stjerner, hvilket skyldes at læsningen virkede en smule gentagende. Derudover var bogen til tider lidt langtrukken, i forhold til de to tidligere bøger, og føltes derfor en smule længere at komme igennem. Det er også det eneste kritiske jeg har at sige om bogen, og at samme årsag får bogen hele 4 stjerner. Det er en episk sci-fi fortælling som på mange måder virker anderledes og frisk fra andre serier. Det er en spændende fortælling fyldt med aktion og plottwists. Der er stærke venskaber, og kærligheden føles ikke tvungen. Hele idéen omkring Støj som Ness har opfundet er meget kreativ, og ikke noget jeg har læst om tidligere, og fungerer rigtig godt. 

Generelt var mine forventninger til serien inden jeg gik igang allerede dengang høje, og jeg må sige, at serien virkelig har levet op til alle mine forventninger. Mit kendskab til Patrick Ness' bøger er forholdsvis nyt, men de forvetninger jeg havde, er blevet mere end opfyldt, og jeg er bare blevet endnu mere fan af Patrick Ness efter at have færdiglæst denne her serie. 

Chaos Walking-trilogien er efter min mening, på mange måder klassisk og tidsløs, og kan læses af alle folk. Det er en serie som jeg anser som en ny klassiker i min bogreol, og som jeg med sikkerhed vil tage frem igen om nogle år, og nyde med lige så stor glæde anden gang. 


Hvis man endnu ikke har læst Chaos Walking-trilogien skal man bestemt gøre det. Det er en spændende og stærk fortælling om kampen for fred, at høre til og at kæmpe for det der er vigtigt for én. 

fredag den 12. juli 2019

"On the Come Up" af Angie Thomas

Org. titel: On the Come Up - Forlag: CarlsenPuls - Udgivet: 2019 - Sidetal: 416 - Sprog: Dansk - Org. sprog: Engelsk
Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls - 5/5 stjerner


"16-årige Bri drømmer om at blive alle tiders store rapper. Som datter af en legendarisk rapper, der døde, inden han blev det helt store hit, har hun et hul at udfylde. Men da Bris mor mister sit job, begynder ubetalte regninger og frygten for at måtte gå fra hus og hjem at fylde det hele. Det går op for Bri, at hun ikke bare kan gå og drømme om at slå igennem på hip hop-scenen. Hun SKAL slå igennem. 

On the Come Up er en historie om at kæmpe for sine drømme - imod alle odds. Det er en historie om at være tro mod sig selv og ikke give efter for andres forventninger."

"On the Come Up" foregår i samme område som bogen "The Hate U Give" foregik i. THUG var Angie Thomas' debutroman, og i denne bog læser man om hvad der foregår efter optøjerne. Der er undervej nogle referencer til THUG, men det er en anden handling og nogle helt andre karakterer man følger. Det skal understreges at man sagtens kan læse On the Come Up, uden at have læst THUG.

On the Come Up handler om Bri, Brianna, der gerne vil leve af at rappe, og følge i hendes fars fodspor. Bris far blev skudt da hun var helt lille, inden han nåede at slå igennem som stor rapstjerne. Bris mor, Jay, er tidligere misbruger, og storebror, Trey, arbejder hårdt for at forsøge familien. Livet for den lille familie er ikke nemt. 

Vi følger i historien, Bris forsøg på at opfylde sine rapperdrømmer samt kampe gennem livet. Bri drømmer om at blive professionel rapper en dag, og er så dygtig at hun vinder en rapbattle i Ringen. Bri skriver vrede sange om den uretfærdighed hun udsættes for, og kort tid efter får hun optaget en rapsang, som rykker ved hendes liv. 

Bri og hendes familie er udfordret på mange måder. Hun bor i Garden Heights som er ret belastet område, hendes far er død, og hendes mor og bror kæmper for at forsøge over familien, og få strøm og varme i huset. Det er nogle hårde vilkår som de lever under. Bri er sort, og bliver gennem historien udsat for rigtig meget uretfærdighed. Det var virkelig frustrerende og uforståeligt som læser at være vidne til.  Bri bliver både udsat for vold, diskrimination og racisme. 

"Gør, hvad de siger, sagde hun. Du må ikke få dem til at tro, du er en trussel. Det, hun mener, er faktisk: Gør dig svag og tag imod alt det, de kaster i hovedet på dig, så du overlever."

Sproget i bogen fungerer rigtig godt. Rapteksterne er ikke oversat, hvilket er fint, da jeg godt kunne frygte at noget af flowet og betydningen ville forsvinde i oversættelsen. 

Der er mange hip hop referencer i bogen, som gør, at den føles meget virkelig at læse. Samtidig er der utrolig mange titler og kunstnere som nævnes, så der er mange musik anbefalinger, hvis man vil lytte til rap. 

On the Come Up tager rigtig mange vigtige emner op, som stadig fylder den dag i dag. Thomas tager emner som race, klasseforskelle, diskrimination, fattigdom og homoseksualitet op. Den handler også om at finde sig selv. 
Den handler også om, ikke at føle at man passer ind i de områder som man befinder sig. Bri føler hverken at hun passer ind i den hvide skole, eller i ghettoen. 
Angie Thomas bringer mange vigtige budskaber og emner op i denne bog. Historien er langt fra det liv jeg selv lever, men derfor er bogen også så vigtig at få formidlet ud til andre - de liv som andre mennesker lever. 

Selvom at man måske ikke interesserer sig for rap, kan man sagtens læse bogen alligevel. Jeg vil anbefale at man giver den et forsøg, da den med sine budskaber er utrolig vigtig og gribende. 

"Det er det, vi kalder vores mål. The come up. Det er, når vi endelig får succes med det her hiphop. Jeg taler 'ud af Garden Heights og penge nok til aldrig at bekymre sig igen'-succes."  

søndag den 26. maj 2019

"Echo Ridge" af Karen M. McManus


Org. titel: Two Can Keep a Secret - Forlag: CarlsenPuls - Udgivet: 2019 - Sidetal: 368 - Sprog: Dansk - Org. sprog: Engelsk
Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls - 4/5 stjerner


"Echo Ridge er en lille by, og Ellery har aldrig været der før, men hun har hørt om den. Det var der, hendes moster forsvandt som 17-årig. Og for blot fem år siden blev byen landskendt, da årets homecoming queen blev myrdet. Nu skal Ellery bo der sammen med sin tvillingebror hos sin bedstemor, som hun knap nok kender.

Byen er billedskøn, men gemmer på hemmeligheder. Og nogen truer med at gøre årets homecoming lige så farlig, som den var for fem år siden.

Ellery kender alt til hemmeligheder. Hendes mor har dem, hendes bedstemor har dem. Og efterhånden som Ellery lærer mere om Echo Ridge, står det klart: Alle skjuler noget. Men hemmeligheder kan være farlige – og de fleste er ikke gode til at holde på dem. I Echo Ridge er det bedst at holde sine hemmeligheder for sig selv ..."

Forfatteren til "En af os lyver" er tilbage med sin anden udgivelse. Er man interesseret i at læse min mening om hendes debutroman, kan man læse min anmeldelse af den her

Historien foregår i en lille landsby i USA. Et sted hvor alle kender hinanden, og hvor byen er spækket med hemmeligheder. Ellery og hendes tvillingebror flytter til byen, og de to bliver hurtigt blandet ind i byens historie og mysterier.
To piger er nemlig forvundet, og byens forlystelsespark med gysertema skaber en uhyggelig stemning over byen.

Jeg læser generelt ikke mange krimier og thrillers, men det er noget som jeg elsker at se på TV. Denne bog var dog både spændende og lidt spooky, og historiens setting med en afsides by, high-school og uhyggelig forlystelsespark, tændte min interesse for krimier igen. Jeg blev hurtig grebet af historien, og fik vendt siderne meget hurtigt. 
Det er en bog der er hurtigt læst, da der hele tiden sker noget, og man hele tiden får nye clues, som man prøver at løse.  
Jeg skiftede også hele tiden undervejs holdning til, hvem der var moderen, og i sidste ende regnede jeg ikke ud hvem det var.

Der er mange personer at holde styr på undervejs, men det bliver aldrig uoverskueligt eller forvirrende. Man får nemlig et godt kendskab til dem alle sammen. Historien fortælles af Ellery og vennen Malcolm, og kapitlerne er derfor delt imellem dem.

Det eneste minus jeg har omkring bogen er, at jeg synes den sluttede lidt for hurtigt. Det var som om, at det gik lidt for hurtigt med at få afsluttet sagen til sidst, og der var nogle motiver og handlinger som jeg godt kunne have brugt en forklaring på. Jeg må dog rose McManus for den afsluttende sætning som hun har skrevet i bogen, der virkelig var creepy og god. Jeg vil selvfølgelig ikke sige hvad det er, men den have virkelig effekt.

Karen M. McManus’ anden udgivelse er en spændende og medrivende historie, fyldt med mystik, mord, high-school drama og kærlighed. Bogen er så meget mere end bare to forvundne piger. Det er også en bog om familie og de hemmeligheder som der bæres rundt på.”Echo Ridge” var, efter min mening, endnu bedre end debutromanen, da bogens handling og setting var så anderledes, spændende og lidt uhyggelig.   

Efter at have læst ”Echo Ridge”, skal jeg helt sikkert til at læse nogle flere krimier og thrillere!