torsdag den 21. september 2017

Forfatterarrangement: David Lagercrantz og Saxo


Søndag den 10. september var jeg inviteret ind af Saxo, for at høre forfatteren David Lagercrantz tale om hans nyeste bog "Manden der søgte sin skygge".
Manden der søgte sin skygge er 5. bog i Millenium-serien, der oprindeligt var skrevet af Stieg Larsson. Dette er Lagercrantzs anden bog i serien og han har en tredje, og sidste bog, i vente i serien.

Da jeg mødte op hos Saxo, blev jeg mødt af et lokale fint pyntet med guirlander, læder-accessories og en masse bøger! Der var fint disket op med lidt bobler, flotte cupcakes og snacks.

Ikke lang tid efter at jeg ankom, kom David Lagercrantz ind, og gik ellers hurtigt og ivrigt igang med at fortælle som hans nyeste bog. Lagercrantz fortalte om hans forfatterskab, hvad han har lavet tidligere og hvad hans tanker er omkring sin skrivning, når han en dag er færdig med Millenium-serien.

Et spørgsmål, som jeg er sikker på han er blevet spurgt om mange gange, gik ud på, hvordan det var at overtage en andens forfatterskab.
Noget han fortalte længe om, var hvordan at denne bog blev til. Han havde en undren over, hvorfor at Lisbeth Salander dog havde en drage tatoveret på sin ryg? Her kom han med en fortælling om et kunstværk der inspirerede ham, og hvordan at Lisbeth i dette værk identificerede sig selv som dragen, der angribes af ridderen.

Lagercrantz var meget energisk og morsom under hele oplægget, og da han var færdig, var der mulighed for at stille spørgsmål.
Da der ikke var flere spørgsmål, var der mulighed for at tale med David Lagercrantz og få taget billeder med ham og få signeret bøger.

Arrangementet var hurtigt overstået, og alt i alt var det en rigtig hyggelig søndag eftermiddag. Mange tak til Saxo og Modtryk for det fine arrangement.

Har du læst nogle af bøgerne i Millenium-serien?

lørdag den 9. september 2017

Louisiana Literature 2017

 

Igen i år var jeg til litteraturfestivallen Louisiana Literature på museet Louisiana, som bliver afholdt hvert år. Jeg er kommet på festivallen siden 2013, og kender derfor festivallen rigtig godt efterhånden. 

Festivallen foregik fra torsdag til søndag, og jeg var afsted lørdag og søndag. 
Meningen var at lørdag skulle være den korte dag og søndag skulle jeg være afsted hele dagen. Det ændrede sig dog da jeg mødte op lørdag for få en billet til at se Zadie Smith. Jeg havde længe villet se hende, men da jeg mødte op til den tid billetterne blev udleveret, var de allerede blevet givet væk tidligere på dagen. Jeg stillede mig i en chancekø dog uden held. 

I stedet skyndte jeg mig ned til parkscene, som er et stort telt som er stillet op udenfor, og fik en siddeplads. Jeg var nu i god tid til næste indslag, som var et interview med Siri Hustvedt og Paul Auster. 
Siri Hustvedt og Paul Auster var i samtale med Kim Skotte omkring deres nyeste bøger "A Woman Looking at Men Looking at Women" og "4 3 2 1". Begge forfattere er to som jeg har hørt rigtig meget godt om, men som jeg ikke selv har læst noget af endnu. Det stoppede mig dog ikke fra at høre dem, og hvor er jeg glad for at jeg gjorde det! Siri Hustvedt var rigtig fascinerende at høre på og utrolig skarp. Hun snakkede om feminisme og kvinder der lever i skyggen af mænd, også inden for kunst. De snakkede også om hvordan at de to er et ægtepar, men at deres værker ikke er sammenlignelige bare på grund af det. Bagefter fik jeg min udgave af "What I Loved" signeret af Siri Hustvedt, og jeg kan ikke vente med at læse den. 



Om søndagen havde jeg to ting på programmet. Fordi at jeg ikke fik set Zadie Smith om lørdagen, var jeg meget fast besluttet på at se hende om dagen efter. Jeg kom i god tid sammen med min mor til Louisiana, og vi stod og ventede ude foran parkscenen inden at vi blev lukket ind. Denne gang fik vi pladser, og ovenikøbet på 4. række.

Zadie Smith var i samtale med den mexicanske forfatter Valeria Luiselli. Jeg havde ikke hørt om Valeria forinden, men jeg er rigtig glad for at jeg fik mulighed for at "opdage" hende. Hun snakkede om hendes essaysamling kaldet "Tell Me How It Ends: An Essay in Forty Questions", som hander om de spørgsmål hun stillede latinamerikanske børn inden de skulle deporteres fra USA efter krisen i 2014. Valeria arbejdede tidligere i sin karriere med at oversætte børnenes sager i USA og det var her at hun fik ideen til værket. 
Zadie og Valeria talte om det at høre til et sted, og kalde noget hjem, selvom at det ikke er der man er født og opvokset. Begefter fik jeg mine bøger signeret af forfatterne. 

En time efter Zadie og Valeria var på, skulle Colson Whitehead og Édouard Louis i samtale. Colson havde jeg glædet mig meget til at høre på, og jeg blev endnu engang glædelig overrasket da jeg hørte Édouard tale, som jeg ikke kendte på forhåndt. 
Colsons bog "Den Underjordiske jernbane" handler om slaverne i USA og Édouards bog "Historie de la violence" handler om hvordan at han blev voldtaget og forsøgt dræbt af manden han elskede. Temaet for samtalen var had og ondskab,  og hvordan at alle mennesker er voldelige. De talte om hvordan at mennesker kan blive tvunget ud i voldelige handlinger af voldelige mænd, og at had afføder had. Jeg kunne virkelig mærke hvordan at Édouard havde noget på hjertet og man kunne godt høre at det nogle meget voldsomme ting han var blevet udsat for. 

Efter samtalen fik jeg signeret min bog og så var turen på vej hjemad igen. 

Vejret var rigtig fint begge dage og der var en masse mennesker der nød det gode vejr ude på græsplænen. Jeg fik signeret alle min bøger og hørt alle de forfattere som jeg havde planlagt at høre. Det var endnu engang en vellykket festival og jeg nyder hver gang at blive inspireret til nye læseoplevelser. 

Var du afsted i år, eller overvejer du at deltage næste år?

lørdag den 26. august 2017

Louisiana Literature 2017 - Program

(Billederne er taget fra Louisianas hjemmeside )

Igen i år afholder museet Louisiana festivallen "Louisiana Literature", og jeg er som sædvanligt rigtig spændt. I år har været lidt anderledes for mig (og også derfor at indlægget først udkommer nu, 2 dage inde i programmet) da jeg har haft travlt med nyt universitets studie. Jeg har derfor først mulighed for at deltage lørdag og søndag, og måtte undvære at deltage i torsdags og fredags. 

Jeg har deltaget i Louisiana Literature siden 2013 hvor at min dansklærer anbefalede festivallen, og jeg er kommet der lige siden. Jeg har nogle billeder fra festivallen igennem årene (fra festivallen 2014 og frem) på min Instagram som i kan kigge igennem hvis i er interesserede. Det var faktisk denne festival der fik mig til at starte min Instagram profil og interessen for bloggning. 

Nu til programmet for lørdag og søndag!




Mit program for lørdag og søndag er ikke propfyldt men noget af det sjove ved festivallen, er at gå rundt på museet og lytte til de forskellige forfattere. Man kan nemt blive overrasket over alle de forskellige forfattere og bøger som man måske ikke har hørt om. 
Der er både danske og internationale forfattere med - nogle interviewes, andre læser op af deres værker. Nogle laver en optræden og andre holder koncerter. Der er rigtig mange sjove indslag og der er tit også mulighed for at få signeret sine bøger, hvis man vil det. 

Lørdag: 

Kl. 15:30: Zadie Smith interviewet af Synne Rifbjerg - i koncertsalen. 

Kl. 16:30: Paul Auster i samtale med Siri Husvedt modereret af Kim Skotte - på parkscenen. 


Søndag: 

Kl. 12:30: Valeria Luiselli i samtale med Zadie Smith modereret af Synne Rifbjerg - på parkscenen. 

Kl. 14:00: Chris Kraus i samtale med Jenny Offill interviewet af Lotte Folke Kaarsholm - i koncertsalen. 

Kl. 14:30: Édouard Louis i samtale med Colson Whitehead modereret af Tore Leifer - på parkscenen. 

Kl. 16:30: Suzanne Brøgger i samtale med Jørgen Leth modereret af Stéphanie Surruge - på parkscenen. 

Der er flere indslag der overlapper, og det kan være svært at nå det hele på én dag. Derfor anbefaler jeg, at man tager afsted et par dage, for at kunne nå alle forfatterne, da de som regel optræder mere end én dag. Det kan også være en god ide at notere alle tiderne for sin yndlingsforfatters optrædener ned, da det måske ikke er altid at man får set dem den ene dag, men dagen efter i en samtale med en anden - hvilket i øvrigt altid er ret spændende!

Jeg glæder mig rigtig meget til denne weekend, og jeg er sikker på at det nok skal blive lige så godt som alle de andre år! 

Hvis i er nysgerrige på hvordan at sådan et arrangement ser ud, så har jeg skrevet om sidste års festival her. Skal i afsted i år og i så fald, hvad skal i se?

lørdag den 5. august 2017

Tilbageblik på juni og juli måned


Sommeren har på mange måneder været en lidt stille læsemåned for mig, og så alligevel ikke. Jeg har haft meget mere tid til at læse, men efter et lidt hårdt forår, har jeg haft brug for at lave noget andet end kun at have næsen nede i en bog. 

I juni og juli måned har jeg: 

Været til et forfatterarrangement med Malene Sølvsten omkring Ravnenes hvisken 2. Du kan læse om det her.

Været til Fredagsrock i Tivoli.

Været på Købehavnertur og besøgt Glyptoteket, Tivoli, Copenhagen Streetfood og været på kanalrundfart. 

Været i sommerhus.

Startet på syvende sæson af tv-serien Game of Thrones. 

Udvidet mit bibliotek med en ny bogreol. 

Læst 7 bøger, hvor at 3 af dem var tegneserier og 2 var lydbøger. 


Jeg har over sommeren opdaget magien ved lydbøger og har indtil videre lyttet til 2 lydbøger. "Ravnenes hvisken" af Malene Sølvsten og "Harry Potter og de vises sten" af J. K. Rowling. Jeg er lige nu igang med "Harry Potter og hemmelighedernes kammer". Jeg har tidligere ikke kunne koncentrere mig om lydbøger, men det er virkelig smart fordi at man kan gå rundt og lave andre ting imens. Det er helt sikkert noget jeg vil fortsætte med. 

Jeg har ikke købt nogle bøger henover sommeren, men har til gengæld modtaget et par anmeldereksemplarer. Jeg var derudover været så heldig at vinde en flot præmie over hos søde Elena Leah fra Litteraturhuset - tusinde tak!



torsdag den 3. august 2017

The Summer Reader Book Tag


Søde Anne Sofie fra Siamybooks taggede mig til at lave sommer tagget "The Summer Reader Book Tag" og jeg var jo selvfølgelig nødt til at lave det! Sommeren er dog ved at være forbi, og de fleste er startet på arbejde og snart skole igen. Jeg har dog stadig ferie og besluttede mig for at det stadig var relevant :-) 
Lemonade: Pick a book that startet off bitter but got better.
Uh det er et svært spørgsmål  men den første bog jeg kommer i tanke om er “Stolthed og fordom” af Jane Austen. Misforstå mig ikke, Stolthed og fordom er en rigtig god bog, men da jeg læste den første gang var det på engelsk. Sproget er gammelt og det tog mig lang tid at komme ind i historien, men da jeg så var omkring midtvejs i bogen blev jeg rigtig bidt af historien. 
Golden sun: Pick a book that made you smile beyond compare.
"Fangirl" af Rainbow Rowell er en rigtig sød fortælling om Cath der skal starte på college og starte et nyt liv alene, uden de vante rammer. Den er nem at relatere sig og har mange søde øjeblikke. 
Tropical flowers: Pick a book set in a foreign country.
Hvis vi skal fokusere på sommerlette bøger vil jeg bestemt anbefale ”Anna og det franske kys” af Stephanie Perkins som foregår i Paris. Det er en sød og let historie om Anna der starter på kostskole i Paris, får nye venner og møder en sød fyr.
En anden bog der er værd at nævne er ”Cinder” af Marissa Meyer, der er en genfortælling af Askepot som nu er en cyborg i Kina. Utrolig spændende og hurtigt læst.
Tree shade: Pick a book in which a mysterious or shady character was first introduced.
Her stjæler jeg Anne Sofies svar og vælger at gå med Kaz Brekker fra “Six of Crows” af Leigh Bardugo. Han er lederen i en bande af unge forbrydere og han er simpelthen bare så udspekuleret og mystisk. 
Beach sand: Pick a book that was grainy, and the plot barely developed.
Den var svær.. En bog som jeg havde en del problemer med var "Insurgent" af Veronica Roth. 
Green grass: Pick a character who was full of life, making you smile.
Anne, Luna og Mathias fra “Ravnenes hvisken” er forskellige på mange måder men de fik mig til at smile hver især. Anne med sin sarkasme, Luna med sin ligefremme tone og spøjse farver, og Matthias med sine færdigheder og positivitet. Deres venskab og dynamik er så fed. 
Watermelon: Pick a book that had some juicy secrets.
“Six of Crows” af Leigh Bardugo handler om en bande af unge som får en speciel og farlig mission. Det er en broget gruppe som alle hver især holder på forskellige hemmeligheder. 
En anden bog der er værd at nævne er "A Court of Mist and Fury" af Sarah J. Maas, hvpr at der er nogle meget vigtige ting der bliver holdt hemmeligt i de magiske riger. 
Sun hat: Pick a book that had a vast, big universe/setting.
Ravneringene-trilogien af Siri Pettersen. I øvrigt en af de bedste serie jeg længe har læst! Verdensopbygningen er simpelthen så veludført! 
BBQ: Pick a book in which a character was portrayed as a hunk.
Helt klart Rhysand fra “A Court of Thorns and Roses” trilogien. Der er faktisk en del hunks i den serie. 
Summer fun: Pass the tag on. 
Alle er velkomne til at lave tagget! 

torsdag den 29. juni 2017

"Ravnenes hvisken - bog 1" af Malene Sølvsten

 Forlag: Carlsen, Lindhardt og Ringhof – Udgivet: 2016 – Sidetal: 707 – Sprog: Dansk
 5/5 stjerner

"Fantasy, krimi og nordiske guder krydser hinanden, da en række bestialske mord viser sig at hænge sammen med en urgammel profeti om verdens undergang. Anne kan se hændelser i fortiden, og en nat genoplever hun et uhyggeligt gammelt mord. En rødhåret pige bliver myrdet og får skåret et runetegn i ryggen. Men kort efter begynder rødhårede piger at blive dræbt på egnen, og tegnet er på dem alle. Pludselig er den lille by fuld af fremmede. De har mystiske kræfter, og de kredser om Anne, som ikke er vant til at have folk tæt på. Den asatroende Luna, den gudesmukke Mathias og den mystiske Varnar ønsker alle at hjælpe hende. Men er de venner eller fjender? Kan hun stole på sine følelser efter et helt liv alene?

En vil hun forelske sig i. En vil blive hendes bedste ven. En vil redde hendes liv. Og en vil slå hende ihjel."

Er du til fantasy, krimi, en spændende og underholdende fortælling med et stort persongalleri? Så er Ravnenes hvisken lige noget for dig!
Ravnenes hvisken er en blanding af fantasy, nordisk mytologi, spænding og mystik.

Bogen handler om Anne der er 17 år og er lidt af en outsider i byen Ravnsted, i Nordjylland. Hun har haft en hård start på livet, da hendes forældre har forladt hende og hun bliver smidt rundt imellem institutioner, ungdomsfængsel og plejefamilier. Hun har en mørk fremtoning og hendes eneste ven er en stor hund kaldet Monster. Alt dette ændrer sig dog da Anne starter i gymnasiet og møder Luna og Mathias. Tingene begynder at gå bedre indtil at hun begynder at møde nye, sære mennesker. Lige pludselig finder Anne sig midt i en kamp om magt mellem overnaturlige væsener.

Selvom at Anne virker meget hård, elsker jeg hende. Jeg elsker hendes sarkasme og sorte humor, og der er så mange gode guldkorn igennem bogen! Hun træffer både gode og dårlig valg, men hun er også kun 17 år, hvilket gør det mere realistisk. Samtidig har hun en afstand og skepsis til alting, hvilket der kommer mange sjove øjeblikke ud af.

Historien foregår i Nordjylland og det var rigtig forfriskende og anderledes at læse om en fantasyfortælling dér. Det foregår i den nordjyske by, Ravnsted og omegn, og man mærker virkelig den hårde jyske natur. Nordjylland er dog ikke længere helt som vi kender det, da Anne finder ud af at det vrimler med halvguder og andre væsener fra den nordiske mytologi.

Ravnenes hvisken er en fantasyfortælling blandet med krimi. Det er en kombi jeg var lidt spændt på at se om ville fungere - men det gør det altså! Jeg elsker, at udover at der er fantasyelementer i historien, også er det her mysterieaspekt, hvor man går og grubler over hvem den skyldige er. Og lad mig fortælle, jeg burde nok have regnet den ud, men det havde jeg altså ikke!

Som nævnt i forrige indlæg, var jeg for omkring 2 uger siden til et arrangement med Malene Sølvsten, og der hørte jeg om hendes skriveproces og hvor meget arbejde der har ligget i at skrive bogen. Det kunne jeg tydeligt fornemme da jeg læste Ravnenes Hvisken. Alle de facts som man måske ikke umiddelbart tænker over, har Malene tænkt over, og det giver så meget ekstra til bogen. Der er kælet for detaljerne og det kan mærkes!

Selvom at bogen er på 707 sider, fanger den én med det samme. Den er fyldt med venskab, spænding, mystik og mytologi. Den er rigtig velskrevet og svær at lægge fra sig. Malene er rigtig god til at give os vigtige informationer samtidig med at holde igen med detaljer, som virkelig vækker ens nysgerrighed.

Man skal absolut ikke holde sig tilbage pga. bogens størrelse, da det er en rigtig velskrevet fantasy fortælling fyldt med lækre historiske detaljer og spækket med elementer fra nordisk mytologi - og det er ikke kedeligt, tværtimod!

lørdag den 24. juni 2017

"Evnen" af Siri Pettersen (Ravneringene #3)

Org. titel:  Evna – Forlag: Høst & Søn, Rosinante & Co. – Udgivet: 2017 – Sidetal: 468 – Sprog: Dansk – Org. Sprog: Norsk

Anmeldereksemplar fra Høst & Søn. 5/5 stjerner


 "Forestil dig at være et ikon for et frygtet folk. Symbolet som samler dem omkring had og hævntørst. Som datter af en ligfødt hærfører i eksil er det din skæbne at markere begyndelsen på enden."

"Evnen" er tredje og sidste bog i Ravneringene-trilogien, skrevet af den norske forfatter Siri Pettersen. Du kan læse mine anmeldelser af "Odinsbarn" (#1) her, og "Råddenskab" (#2) her.

Vi forlod i "Råddenskab" Hirka efter at hun endnu engang gik igennem stencirklerne.
I "Evnen" er Hirka blevet transporteret til de blindes verden, Dreysil. Der er sne, koldt og det første hun møder er en skudt mand. Hirka er endnu engang kommet til en helt ny verden, som hun skal lære at navigere sig i. Denne gang er hun er hos de blinde, Umpiri. Det er et folk der er baseret på stolthed og som har nogle anderledes og lidt ulogiske traditioner, som Hirka ikke forstår. Hos de blinde har hun en velstående familie, med mange ambitioner. Det bliver hurtigt klart for Hirka hvad familien, og hendes far Graal, har af planer for hendes og Dreysil.

Umpiri tørster nemlig efter evnen som de har mistet, og Hirka skal lede dem til evnen.

Igennem hele historien kæmper Hirka for at passe ind, men samtidig indser hun at hun er anderledes. Hun passer ikke ind i nogle af de tre verdener - alle steder ser de hende som anderledes og forkert.
Selvom at hun ikke passer ind, er Hirka blevet til et symbol. Et symbol på trodsede naturlove, at blive født mod alle odds. Et ikon der samler de blinde i søgen på evnen. Samtidig bliver hun, for andre, et forbillede for frihed og fred.  

Hirka og Rime indser begge hvordan at deres handlinger og valg påvirker mange mennesker i mange verdener. Det bliver sværere og sværere for dem at retfærdiggøre deres valg, og stå ved dem. Som jeg har pointeret i de andre anmeldelser, er noget af det jeg synes er rigtig godt i denne her serie, at karaktererne er nuancerede. Der er ingen der kun er gode og kun onde. Hirka  er ikke perfekt og må træffe beslutninger som nogle gange kan anses for dårlige.  
Det er ikke uden konsekvenser når Hirka kæmper for retfærdighed. Hirka sætter alt på spil for at redde sit folk, Rime og alle hun har kært fra krig og ødelæggelse. Hun må træffe nogle svære valg, og det er ikke altid at hun vælger rigtigt. Der ligger et stort ansvar på både Hirka og Rimes skuldre. Jeg sad mange gang og blev helt nervøs på deres vegne. Jeg heppede med hende når det gik godt og følte med hende når det gik dårligt.

"Han så på hende, som om hun var dumpet ned fra himlen. Så lukkede han øjnene og lo. "Du kommer til at rive verden i stumper og stykker," sagde han."

En ting som jeg synes var rigtig spændende at læse om i Evnen, var selve byen Ginnungad i Dreysil. Byen er bygget ind i en gletsjer og opbygning er meget speciel og kreativ. Det var også spændende at læse om de nye kulturer og magtsystemet der var i Dreysil  Jeg var glad for at komme tilbage til ”de vante rammer”, på trods af at de blindes verden er ny. Jeg nød at læse Råddenskab (som foregår i menneskenes verden) men der var nu noget specielt over at følge Rime i Ymslanda og Hirka i Dreysil. 

"Det var vanvid, det var alt, hvad det var". 

Fortællingen omhandler krig og flygtninge, begær, ønsket om at forbedre en verden der er ved at bukke under, forståelse og tolerance. Den er meget rå og barsk, men har også sine sjove og kærlige øjeblikke.

Det har været en fornøjelse at følge Hirka på hendes vej til en plads i verden.  Jeg har sådan nydt at læse Ravneringene, og jeg har svært ved at forstå at det er slut. Jeg har kastet min kærlighed til universet og alle de spøjse, brutale og anderledes karakterer som Siri Pettersen har skabt. Siri Pettersen har formået at skrive en episk fantasy-fortælling, som virkelig griber én og ikke lader sig slippe før den sidste side er vendt.
  
Jeg kan slet ikke vente med at læse mere af Siri Pettersen i fremtiden.